Faxe Ladeplads

Kraftigt iltsvind registreret i Faxe Bugt

Iltsvind kan undertiden observeres på havbunden, når der dannes hvide belægninger af svovlbakterier – det såkaldte ligklæde eller liglagen.

Faxe Ladeplads: Sidst i september blev der målt kraftigt iltsvind i Faxe Bugt. Det fremgår af iltsvindsrapporten for oktober, som er udarbejdet for Naturstyrelsen.

Iltsvindet i de danske farvande har i 2011 været relativt afdæmpet i forhold til tidligere år, men i slutningen af september, er der registeret ‘kraftigt iltsvind’ i Faxe Bugt, det fremgår af iltsvindsrapporten for oktober, som Aarhus Universitet har udarbejdet for Naturstyrelsen.

I Danmark betegnes det som ’iltsvind’, når iltkoncentrationen er under 4 mg/l og som ’kraftigt iltsvind’, når koncentrationen er under 2 mg/l. I Faxe Bugt blev der sidst i september målt et iltniveau på 1,4 mg/l, hvilket defineres som ‘kraftigt iltsvind’

Iltindholdet i bundvandet er af afgørende betydning for livsbetingelserne for bunddyrene og de bundlevende fisk.

Ved moderat iltsvind søger mange fisk væk fra området. Under længere perioder med kraftigt iltsvind begynder bunddyrene at dø. Når bunddyrene dør, forsvinder fiskenes fødegrundlag.

I rapporten fremgår det, at iltsvindsperioderne i Faxe Bugt ofte er af kortere varighed, typisk 1-2 uger, og det er derfor sandsynligt, at det nuværende iltsvind vil aftage den kommende periode.

Rapporten peger på at kraftige efterårsstorme vil påvirke iltniveauet i bugten, og seniorforsker, Morten Hjort fra Nationalt Center for Miljø og Energi på Århus Universitet, forventer at generelt koldere temperaturer og mere blæst vil mindske iltsvindsudbredelsen hen over de kommende måneder.

DCE – Nationalt Center for Miljø og Energi på Århus Universitet overvåger iltniveauet i de danske farvande, og udsender hvert år i slutningen af august, september, oktober og november en rapport, der beskriver de aktuelle iltforhold i de danske farvande.

 

Kommentarer