Haslev

Kredskonkurrence hos DcH Haslev

Se billedserie

DcH Haslev afholdt en kredskonkurrence i DcH’s konkurrenceprogram i klasserne C og B søndag den 26. august 2018.

C-klassen er begynderklassen i DcH’s program, og kun for nye hunde og førere. Programmet består af forskellige lydighedsøvelser, feltsøg og rundering, hvor hunden skal finde en halvt skjult figurant, og markere vedkommende ved halsgivning eller bringsel. Man kan højst opnå 150 p.

C-klassen blev vundet af Ramona Rosa Christiansen og dansk-svensk gårdhund Bobo fra Maribo med 146,00 p. Andenpladsen gik til Trine Alkær Holm med golden retriever Tesla fra Slagelse (145,20 p), og nr. 3 blev Trine Møller Nielsen med cocker spaniel blanding Samson fra Maribo (142,90 p).

B-klassen er den næste klasse i konkurrenceprogrammet, og man opnår oprykning ved at opnå mindst 110 p to gange indenfor et kalenderår i C-konkurrencer. Kravene til lydighedsøvelserne er blevet lidt større, og programmet er udvidet med et sporsøg. Det er muligt at opnå max 200 p i programmet.

Vinderen i B-klassen blev Birthe Dejgaard og tervueren Catcher fra Nivå med 168,25 p. Nr. 2 blev Dorte Månsson og schæfer Fukia, også fra Nivå (161,55 p), Laura Jensen og schæfer Troja fra Helsingør blev nr. 3 med 157,45 p.

DcH Haslev havde selv 3 hundeførere med i konkurrencen. I C-klassen blev Pernille Mejlhart og brun labrador Loui nr. 12 med 104,65 p. Pernille og Loui har allerede opnået begge oprykninger, og starter næste år i B-klassen. Marianne Grøn-Jensen fik en flot 4. plads i B-klassen med sin Australian shepherd Floki (157,00 p), og Allan Hoffmann Jensen og rottweileren Dina blev nr. 11 med 147,35 p.

DcH står for Danmarks civile hundeførerforening, og DcH Haslev er en lokalafdeling med klubhus og træningsplads på Kajsholm ved Bråbyvej. Udover konkurrencetræning kan afdelingen bl.a. også tilbyde hvalpetræning, hold til familiehunden, agility, rallylydighed, sjove tricks og sportræning. I foreningen er der stor fokus på positiv indlæring, så træningen bliver en sjov oplevelse både for hund og fører. Der optages nye hunde hver måned. Mere information og kontaktoplysninger kan findes på foreningens hjemmeside www.dch-haslev.dk.

Billeder:

Top 3 i C-klassen fra venstre: Trine Alkær Holm med Tesla, Ramona Rosa Christensen med Bobo og Trine Møller Nielsen med Samson.

B-klassen: Birthe Dejgaard med Catcher og Laura Jensen med Troja. Dorte Månsson mangler på billedet.

Kommentarer