Kredskonkurrence hos DcH Haslev i søndags
Dch Haslev afholdt en kredskonkurrence i DcH’s konkurrenceprogram i klasserne C og E søndag den 25. marts.
C-klassen er begynderklassen i DcH’s program, og kun for nye hunde og førere. Programmet består af forskellige lydighedsøvelser, feltsøg og rundering, hvor hunden skal finde en halvt skjult figurant, og markere vedkommende ved halsgivning eller bringsel. Man kan højst opnå 150 p.
C-klassen blev vundet af Trine Alkær Holm og golden retriever Tesla fra DcH Slagelse med 146,00 p. Andenpladsen gik til Bjarne Pedersen Ebbesen og brund labrador Balou, også fra DcH Slagelse med 142,50 p, og Marianne Blom Larsen og border collie Hazel fra DcH Næstved blev nr. 3 med 125,90 p. Ebbe Pedersen og labrador retriever Mille fra DcH Haslev blev nr. 5 med 106,85 p.
E står for elite, og E-klassen er den højeste af i alt 4 klasser i DcH’s konkurrenceprogram. Den kræver rigtig godt samarbejde mellem hund og fører, hvis øvelserne skal lykkes. Programmet består af lydighedsøvelser, feltsøg, spor og eftersøgning, hvor hunden skal finde en figurant og en død genstand – ofte en støvsuger, kuffert eller lignende i et naturområde på 100×400 skridt . Både figurant og den døde genstand skal markeres den ved halsgivning eller bringsel, ligesom i C-klassens runderingsøvelse. I E-klassen kan man højst opnå 400 p.
Michael Malm og border collie Cody fra DcH Helsingør vandt E-klassen med 379,50 p. Annette Danielsson og border collie Basse, også fra DcH Helsingør, blev nr. 2 med 368,20 p. Tredjepladsen gik til Lone Støttrup og schæfer Frida fra DcH Herfølge med 357,90 p. Bent Nielsen og labradoren Samson fra DcH Haslev fik 288,90 p, og opnåede placering som nr. 10.
Om DcH Haslev
DcH står for Danmarks civile hundeførerforening, og DcH Haslev er en lokalafdeling med klubhus og træningsplads på Kajsholm ved Bråbyvej.
Udover konkurrencetræning kan afdelingen bl.a. også tilbyde hvalpetræning, hold til familiehunden, agility, rallylydighed, sjove tricks og sportræning.
I foreningen er der stor fokus på positiv indlæring, så træningen bliver en sjov oplevelse både for hund og fører.
Der optages nye hunde hver måned.
Mere information og kontaktoplysninger kan findes på foreningens hjemmeside www.dch-haslev.dk.
Kommentarer