Faxe Ladeplads

Kriegers Flak får brug for havnen i Faxe Ladeplads

Faxe Ladeplads: Bygningen af den store havmøllepark vil give arbejde til seks havne: Faxe Ladeplads, Rødvig, Klintholm, Køge, Stubbekøbing og Rønne på Bornholm

Det bliver det svenske firma Vattenfall Vindkraft A/S der skal opføre Danmarks største havmøllepark, Kiegers Flak. Det meddelte regeringen onsdag.

Det betyder at Vattenfall nu kan indlede projektering i et 132 km2 stort område i Østersøen, 12 sømil nordøst for Klintholm Havn på Møn, der er dedikeret til vindenergi; og opdelt i et tysk, et svensk og et dansk område. Vattenfalls vinderbud omfatter den danske del af Kriegers Flak.

Læs også: Regeringen vil gennemføre Kriegers Flak

Et sted mellem 7.000 og 9.000 mand skal arbejde på projektet og både mandskabet, byggematerialer, mad og affald skal fragtes til og fra byggepladsen med skibe. Det betyder, at der vil være brug for seks havne og 1.000 ansatte på land frem til 2021. Det vurderer det sydsjællandske leverandørnetværk, Kriegers Flak Service Group.

– I anlægsfasen vil alle seks havne i Faxe Ladeplads, Klintholm, Køge, Rødvig, Stubbekøbing og Rønne på Bornholm være i drift. Det er der behov for med de 100 forskellige skibstyper, der kommer i anvendelse, udtaler direktør Hans A. Pedersen fra Offshoreenergy.dk og rådgiver for Kriegers Flak Service Group.

– Jeg vil gerne ønske Vattenfall tillykke med, at de i dag har vundet licitationen med verdens laveste pris på 37,2 øre pr. produceret kilowatt-time el. Kriegers Flak vil gøre Danmark til et udstillingsvindue for, hvor billigt man kan lave el på havet, siger Christina H. Jensen, der er formand for Kriegers Flak Service Groups styregruppe.

Kriegers Flak, som skal stå klar til drift i 2022, vil blive Danmarks største havmøllepark med kapacitet til at levere bæredygtig strøm til omkring 600.000 danske husstande – svarende til mere end 20 procent af alle danske husstande.

Kommentarer