Krigen mod den offentlige sektor… er minimal-stat regeringens mål?
Den offentlige sektor er sikkerhedsnettet under en moderne dansk hverdag. Udviklingen af ”velfærd for alle – modellen” er frugten af 150 års systematisk og kompetent politisk stræben. På verdensplan er det det bedste, billigste og mest effektive system til at skabe gode liv for alle, ikke kun de rigeste borgere.
Indsendt af Hanne Løkke Winther, Frederiksvej 5, Faxe adeplads. Filosof og kunstner
Efter nederlaget i 1864 stod det klart, at kun hvis alle borgere tæller med og får mulighed for at yde deres bedste, kan vores land vokse i velstand og trivsel. Almen uddannelse og sundhed var et primært krav. Siden er lighed og retfærdighed samt kommunikation og transport og alle de bittesmå dele af vores sociale omsorg for de små udviklet. Kronen på værket er, at alle talenter, der kan fremme ekspertise og præstationer på højt plan, (f.eks. forskning og sport) er med til at tegne billedet af et lillebitte men super velfungerende land. 150 år tog det at bygge op.
Danmark blev en succes. Men med tiden er vi blevet forkælede. Velfærd er en selvfølge. Hele det praktiske underlag, alle de små behov vi som mennesker hver især har – livet igennem – som børn, unge, voksne og ældre er lagt i hænderne på folk, vi kan stole på. Det offentlige sikkerhedsnet er ikke drevet af ønsker om at tjene formuer til virksomhedsejere, men af at yde den bedst mulige service for mennesker. Offentligt ansatte tjener borgerne, ikke kapitalen. Jobtilfredshed har altid vejet tungere end store lønninger, men efter mange år med mistænkeliggørelse og nedskæringer er belastningen steget over smertepunktet for medarbejderne i vores sikkerhedsnet. Den offentlige sektor er i knæ.
Udlændinge der kommer til vores land kan ikke forstå, at vi tør leve sorgløst og frit, som singler og individualister, handikappede og kunstnere. I de uudviklede lande er man afhængig af sin egen familie – med al den sociale kontrol, der følger med. De personligt frie nordiske velfærdssamfund er en utopi på verdensplan.
Med tryghed følger tit uforsigtighed og ladhed. Ingen gider kæmpe for de goder, vi allerede har mere og bedre end de fleste i verden. Mere vil have mere. Derfor kigger vi videre: Er der ikke noget vi luksusdanskere ønsker os? Jo, måske flere penge og mere magt: personlige rigdomme, enorme formuer. Det er da noget særligt at have overflod, mere end man behøver til et liv på 1. klasse. Og er man ekstremt rig flytter man til udlandet og behøver næsten ikke bidrage til fællesskabet ved at betale skat!
Det er tankevækkende, at alle de store kulturer, som verden har set, er smuldret netop som de kulminerede. De første flodkulturer, kineserne, khmererne, romerne, inkaerne o.s.v. – og måske nu også velfærdssamfundene. Den udvikling der kræves for at bevare sunde kulturer i de mætte samfund, er først og fremmest udvikling af styreformen. Demokrati er det den bedst mulige styreform p.t. for jordens befolkninger. Men demokrati hviler på vælgernes uafhængighed, ansvarlighed og evne til at skelne. Store kapitalinteresser og medierne kan skævvride det vi oplever. For den rette pris kan dygtige mediefolk få selv den koldeste og mest inkompetente politiker til at ligne en venlig og dygtig leder. Resultatet er desværre tydeligt. Politikere rangerer på bunden af troværdighedsstigen. Det er på tide at vi udvikler et kompetent demokrati. Men hvordan? Forslag udbedes!
Er vores nye ”stuntpolitiker- regering”, resultatet af politikerlede og ligegyldighed? Så er det nu, at vi skal forsvare vores danske samfund mod forfald. ”Velfærd for alle” og ”Omsorg for de små” er i overensstemmelse med kravet om kærlighed i alle religioner. ”Penge og magt” priser egoismen på andres bekostning, så minimalstaten vil være et alvorligt skridt tilbage til et mere primitivt niveau.
Hvad mener du om situationen? Katastrofen rumler i horisonten. Kom ind i kampen for det Danmark du ønsker.
Kommentarer