Kulsvierne deltager på Bondens marked
![](https://faxenetavis.dk/wp-content/uploads/sites/2/2012/10/kulsvier.jpg)
Haslev: Kulsvierne fra Eskilstrup deltager i efterårets Bondens Marked på Gisselfeld Kloster
Forberedelserne til det næste Bondens Marked på Gisselfeld Kloster, der finder sted lørdag den 5. og søndag den 6. oktober, er i fuld gang.
En af efterårets helt store nyheder er at Kulsvierne fra Eskilstrup deltager. En lille gruppe på cirka 20 mennesker har siden 2004 arbejdet på at genoplive det gamle håndværk – at svide trækul. Lauget har genskabt et kulsviermiljø med trækulsmile, tjæremile, bjælkehus og meget andet i Eskilstrup.
Og nu sætter de også en mile op på Bondens Marked. Den bliver klar til at blive åbnet om søndagen. Lørdag og søndag serverer de kulsvierpandekager med bacon og syltetøj.
Derudover lover arrangørerne at der kommer levende dyr af mange slags.
Bondens Marked er Danmarks hyggeligste marked for fødevarer og kunsthåndværk med relation til fødevarerne – alt sammen af meget høj kvalitet. Der er stadig plads til flere gode stadeholdere, der brænder for at gøre en forskel på fødevareområdet.
Man kan læse mere på bondensmarked.dk.
Man kan også følge Bondens Marked på Facebook.
Kommentarer