Kulturprisen 2014 går til Huset i Faxe Ladeplads
Faxe Ladeplads: Erhvervs- og Kulturudvalget besluttede på udvalgsmødet i sidste uge at Kulturprisen 2014 går til Huset i Faxe Ladeplads.
Erhvervs- og Kulturudvalget skulle på udvalgsmødet mandag den 23. februar 2015 vælge mellem en række meget kvalificerede indstillinger til Kulturprisen 2014. Valgte faldt på Huset i Faxe Ladeplads.
Huset, som Faxe Ladeplads Borger- og Erhvervsforening (BEF) købte af Faxe Kommune, er på kun et år blevet et centralt og flittigt benyttet omdrejningspunkt i Faxe Ladeplads. Et halvt hundrede frivillige har istandsat den ramponerede bygning, der nu huser 15 større og mindre interessegrupper, arbejdskollektiv, mindre foreninger med mere.
Brugen af Huset spænder fra Mænd og Kræft, musikaftener, musikundervisning, poesi, slægtsforskning, løbende kunstudstillinger af lokale kunstnere, foredrag, udlejning af lokaler til private og enkeltarrangementer med mere.
Huset er blevet flot modtaget og er stærkt benyttet af borgerne, ikke bare lokale, men fra hele kommunen. Både koncerter og foredrag har flere gange måttet melde alt udsolgt eller give dacapo. Alt i alt en succes, som hverken kommunalbestyrelse eller foreningen BEF havde kunnet drømme om.
Kulturprisen vil havne et godt sted som et skulderklap til den seje flok af frivillige, der efter 15 års gulvarbejde, endeligt har fået eget tag over hovederne.
Kommentarer