Haslev

Kun hver anden offentlige innovation bliver evalueret

COI har blandt andet udgivet Grønspættebogen, som hjælper innovatører fra start til slut i deres evaluering.

51 procent af alle offentlige innovationer bliver evalueret, viser nye tal fra Center for Offentlig Innovation. Det betyder, at vi går glip af vigtig viden om værdien.

 

Kun hver anden af de offentlige innovationer fra perioden 2015-2016 er blevet evalueret.

Det viser helt nye tal fra COI’s Innovationsbarometer. Når så mange innovationer ikke bliver evalueret, går vi glip af vigtig viden om den værdi, de nye løsninger giver på flere bundlinjer, siger chefkonsulent i COI Lene Krogh Jeppesen:

-Det positive er, at tallet faktisk er steget fra 44 procent siden første gang, vi målte. Men det er stadig ikke godt nok. For når nu en innovation skal være implementeret og have skabt værdi – hvad kan man så sige om værdien, hvis man ikke evaluerer? Selvfølgelig kan innovationer, der ikke bliver evalueret, også have skabt værdi. Men vi bliver simpelthen nødt til at blive skarpere på at indsamle viden om den forskel, innovationerne gør for de mennesker, vi laver dem for og med, siger hun.

Grafik: I alt 51 procent af de offentlige innovationer indført i perioden 2015-2016 er blevet evalueret. Heraf 41 procent internt og 10 procent med ekstern hjælp.

Bliver svært at tage næste skridt

Innovationsbarometeret er den første officielle statistik om offentlig innovation i verden, og resultaterne fra anden udgave af barometeret udkommer løbende i 2018 og 2019.

De nye tal viser også, at kun 28 procent af evalueringerne bliver lavet for at dokumentere værdien af innovationen over for beslutningstagere. Læring er formålet i 82 procent af evalueringerne, mens bedre styring af innovationsprocessen undervejs er formålet i 21 procent.

Det er jo virkelig godt, at så mange siger, at formålet med at evaluere deres innovation er læring til forbedring af indsatsen. For der kan evaluering og innovationsarbejde virkelig understøtte hinanden. Mere problematisk er det, at kun 28 procent siger, at de evaluerer for at dokumentere værdien for beslutningstagere. Hvis ikke vi får noget af dialogen fra innovationspraktikerne op til beslutningslaget, så vi kan dokumentere værdierne der, bliver det svært for alvor at få taget næste skridt i at få modnet det danske innovationslandskab, siger Lene Krogh Jeppesen.

Grafik: 82 procent af evalueringerne bliver lavet for at skabe læring, mens 28 procent bliver lavet for at dokumentere værdien af innovationen for beslutningstagere.

 

Skal forankres i langt højere grad

Danmark ligger – trods de 51 procent – stadig højere end Norge, hvor tilsvarende tal fra den kommunale sektor viser, at 40 procent af de offentlige innovationer er blevet evalueret.

COI udgav i 2016 Grønspættebogen, som hjælper innovatører fra start til slut i deres evaluering. COI har også udgivet ‘Vejledning om at evaluere innovative tiltag’, som er skrevet af professor Peter Dahler-Larsen.

I 2019 vil COI bidrage til at styrke evalueringsindsatsen på de offentlige arbejdspladser yderligere ved at fokusere på, hvordan man opbygger evalueringskapacitet i hele organisationen:

– Når de fleste evalueringer bliver lavet internt, er det også der, vi skal lægge vores fokus. Vi skal have evaluering bedre integreret i driften, i løsningen af kerneopgaverne, i innovationsarbejdet – i organisationen som helhed. For evaluering er vigtigt. Vi kommer ikke langt uden en skarpere fortælling om, hvordan innovation leverer værdi i den offentlige sektor – og vi bliver heller ikke klogere. Derfor skal evalueringsarbejdet forankres organisatorisk langt bedre end i dag, siger Lene Krogh Jeppesen.

OM OFFENTLIG INNOVATION

COI udgiver Innovationsbarometeret, verdens første officielle statistik om offentlig innovation. Statistikken bliver lavet i samarbejde med Danmarks Statistik. Undersøgelsen bygger på svar fra 2.363 kommunale, regionale og statslige arbejdspladser af alle slags, svarende til hver sjette offentlige arbejdsplads.

Offentlig innovation er at gøre noget nyt i den offentlige sektor, som skaber værdi. Innovationen skal være ny for arbejdspladsen selv, men kan være brugt af andre.

Innovation kan være nye eller væsentligt ændrede serviceydelser, produkter, organisationsformer og processer eller måder at kommunikere med omverdenen på. Værdien af offentlig innovation kan have flere former: indfrielse af politiske mål, stigende effektivitet, højere kvalitet, styrket demokrati eller øget medarbejdertilfredshed.

De nye tal viser, at kun 51 procent af alle offentlige innovationer fra perioden 2015-2016 er blevet evalueret. I perioden 2013-2014 lå det tal på 44 procent. Den norske kommunesektors organisation KS har også udgivet et Innovationsbarometer – her ligger tallet på 40 procent.

41 procent af de offentlige innovationer bliver evalueret internt, mens 10 procent evalueres med ekstern hjælp. 82 procent af evalueringerne har læring som formål, mens 28 procent bliver lavet for at dokumentere værdien af innovationen over for beslutningstagere og 21 procent har som formål bedre at kunne styre innovationsprocessen undervejs.

Kommentarer