Karise

Kunstklubben Faxe på eventyrligt værkstedsbesøg

sandbergs_vaerksted_1

Karise: Kunstklubben Faxe besøgte Mogens Sandbergs litografiske værksted i Barup ved Karise i lørdags

En halv kilometer fra Elverhøj lidt øst for Karise ligger endnu et eventyrligt sted: Mogens Sandbergs litografiske værksted, som Kunstklubben Faxe besøgte i lørdags, og som et utal af kunstnere har lagt deres vej forbi i tidens løb.

Mogens Sandberg har boet og haft værksted i Barup ved Karise siden 1972, men på grund af sygdom var det Henrik Sandberg, Mogens Sandbergs søn og fjerde generation af grafikere i familien, som sammen med sin mor Solvei var værter for kunstforeningen. Henrik fortalte engageret om den litografiske trykkeproces og om sine mange oplevelser ved trykpressen, både som barn og senere som lærling.

Læs også: Kunstklubben besøger et litografisk værksted

En af historierne handlede om dengang, hans far mistede en finger midt under trykningen.

– Far ringede hjem fra sygehuset og bad mig gå ud til trykpressen og rense maskinen, som han havde været nødt til at forlade i utide. Der var både finger og maling i maskinen, og hele oplaget skulle jo nødig gå tabt, fortalte Henrik Sandberg .

Kunstforeningens deltagere fik indblik i det helt unikke samarbejde mellem grafiker og kunstner og fik stor respekt for den komplicerede og følsomme grafiske trykkeproces, så flere nok vil se på et litografi med lidt andre øjne efter besøget.

Mogens og Solvei Sandberg har en stor samling af litografier og plakater, som man kan købe. Sønnen Henrik er i gang med at lave en hjemmeside på adressen litografishop.dk, så man fremover kan foretage køb over nettet, men man er også meget velkommen til at kigge forbi og handle, siger Solvei Sandberg.

Mogens Sandbergs grafiske værksted ligger på Barupvejen 38, Barup mellem Karise og Hellested.

Næste begivenhed i Kunstklubben Faxe er et foredrag om graffiti i New York. Det bliver i forbindelse med generalforsamlingen i marts 2015. Man kan følge med på www.kunstklubben-faxe.dk.

Fotos: Marianne Asmussen

Kommentarer