Haslev

Kunstnere i StORDstrømmen kritiserer Apple for censur

Faxe Kommune: Dansk Forfatterforenings interessegruppe, StORDstrømmen kritiserer i skarpe vendinger Apple for bortcensurering af Michael Næsted Nielsens bog Slaven

StORDstrømmen er en forening af forfattere i Næstved, Vordingborg, Guldborgsund, Lolland, Stevns og Faxe kommuner. De holdt årsmøde lørdag den 9. februar og her vedtog de en udtalelse i forbindelse med Apple’ bortcensurering af Michael Næsted Nielsens bog Slaven:

– Dansk Forfatterforenings interessegruppe, StORDstrømmen tager skarpt afstand fra den censur, som Apple har udøvet overfor Michael Næsted Nielsen. Michael Næsted Nielsens novelle, Slaven, som er udgivet på forlaget Gopubli.sh under pseudonymet Reuben Klovi, er blevet bortcensureret fra Apples netboghandel, iBooks . Vi opfordrer Apple til omgående at lægge Slaven, tilbage på iBooks, så den i det mindste er offentlig tilgængelig i alle lande uden censur.

– Vi opfordrer samtidig Dansk Forfatterforening, Kulturministeren og Folketinget til at sikre ytringsfriheden i medier i Danmark mod censur fra store internationale kapitalstærke virksomheder. Gerne i samarbejde med Norden og Europa. Danske medier ejes i stigende grad af internationale koncerner. Det samme gælder de toneangivende internetvirksomheder.

– Når disse virksomheder stiller ydelser til rådighed for alle, så de “frit” kan ytre sig og udgive deres udsagn, må de også bringes til at efterleve den ytringsfrihed, som vi med gennemførelsen af demokratiet har forhindret staten i at knægte.

– Globaliseringen må ikke tvinge dansk ytringsfrihed og demokrati til at følge den mindste tilladte fællesnævner i verden. I yderste konsekvens vil det betyde, at f.eks. kritik af kvindeundertrykkelse, religionskritiske og diktaturkritiske udgivelser udelukkes.

Læs også: http://faxe.netavis.dk/lokale-forfattere-nu-samlet-i-stordstrommen

StORDstrømmen, der har omkring 30 medlemmer, der enten er forfattere – både faglitterære, skønlitterære og lyrikere – eller bogillustratorer med tilknytning til Næstved, Vordingborg, Guldborgsund, Lolland, Stevns og Faxe kommuner, kan følges på Facebook

Kommentarer