Kursen faldet 23% på Max Bank-aktier

Kurssmæk på 23 procent til den i forvejen pressede Max Bank efter Fjordbank Mors søndag aften krakkede.
De danske aktionærer har haft travlt med at sælge deres aktier i banker, på den første børsdag, efter Fjordbank Mors krakkede i weekenden. Det førte til store kursfald i banksektoren.
Den i forvejen pressede Max Bank, med filialer i Haslev og Faxe er hårdt ramt. Max Bank tegner sig for dagens største kursfald på 23 procent.
Det seneste år har bankens aktiekurs ellers bevæget sig skarpt nedad. Og efter søndagens bankkrak ved Fjordbank på Mors, så er Max Bank ifølge analysebureauet Niro nu den næst-mest risikofyldte bank.
– Kunderne kan sove godt, men som aktionær skal man være påpasselig. Man skal ikke sælge i panik, for det skaber en negativ spiral, og det kan vi ikke bruge til noget. Men man skal virkelig granske, hvilke meldinger er det ledelsen kommer ud med. Man skal være virkelig påpasselig og aktivt lyttende i den kommende tid, siger Caspar Rose, professor fra Copenhagen Business School til Tv2Øst.
Yderligere info
Din sikkerhed som bankkunde:
Er dækket op til 750.000 kroner pr. indskyder, hvis pengeinsituttet går i betalingsstandsning eller kommer under konkursbehandling.
Private kunder og virksomheder er sikret 750.000 kroner på deres almindelige indlån. På visse former for konti dækkes beløb over den størrelse dog også fuldt ud. Det drejer sig om blandt andet rate- og kapitalpensioner, børne-, bolig- og uddannelsesopsparingskonto mm.
Garantien gælder pr. indskyder, så hvis eksempelvis et ægtepar begge står som indehavere af en almindelig indlånskonto, så bliver hver andel dækket op til 750.000 kroner.
Aktionær:
Mister investering ved konkurs.
Kilde: www.finansraadet.dk
Kommentarer