Haslev

Kvinde fundet død ved Sneslev kirke var dræbt

Haslev: Den dræbte er en 40-årig kvinde fra Guldborgsund kommune. Hun var ansat ved Sneslev kirke.

Kriminalteknikere og en retsmediciner har fastslået, at der er tale om drab på den kvinde, der onsdag den 30. december om formiddagen blev fundet død i kirkekontoret ved Sneslev kirke på Haslevvej 388 i Sneslev mellem Haslev og Ringsted.

Kvinden var blevet stukket med en kniv.

Offeret er en 40-årig kvinde fra Falster, hvis pårørende er underrettet om sagen. Hun var ansat ved Sneslev kirke.

Læs også: Kvinde fundet død ved Sneslev kirke

Kvinden var i øvrigt i løbet af natten til i dag meldt savnet hos Sydsjælland og Lolland-Falsters politi, idet hun ikke havde givet livstegn fra sig siden tirsdag morgen.

Politiet kan ikke oplyse noget om eventuelt motiv, ligesom politiet heller ikke kan oplyse noget om gerningsstedet ud over, at den dræbte kvinde blev fundet på kirkekontoret.

Midt- og Vestsjællands politi har med assistance fra Sydsjællands og Lolland-Falsters politi anholdt to mænd på 55 og 67 år fra Guldborgsund kommune. Mændene, der er bekendte af den dræbte, bliver i øjeblikket afhørt af politiet for at få klarlagt, om de kan mistænkes for en strafbar handling over for offeret.

Politiet vil derfor gerne høre nærmere fra personer, der inden for det seneste døgn har bemærket mistænkelig aktivitet i eller ved Sneslev kirke. Kontakt politiet på telefon 114 med oplysninger i sagen.

Politiet har ikke yderligere oplysninger i sagen på nuværende tidspunkt.

Opdateret klokken 08:20

En 67-årig mand fra Guldborgsund Kommune kræves fængslet efter drabet. Han skal i grundlovsforhør senere i dag, oplyser Midt- og Vestsjællands Politi til Ekstra Bladet.

Den anden anholdte, en 55-årig mand, der ligeledes er fra Guldborgsund, er blevet løsladt efter endt afhøring.

 

Kommentarer