Lad pædagogerne være pædagoger
Der er nu så mange krav til forskellig dokumentation, at det er tid til at slå bremserne i – lad vores pædagoger være pædagoger!
Indsendt af Mathilde Holmer, Lyngvej 32, 4683 Rønnede. Byrådskandidat for Liberal Alliance Faxe
I Faxe kommune er vi velsignet med mange rigtig dygtige pædagoger, men de er ved at blive slidt op af alskens dokumentation, som tager tiden fra børnene, vores børn. Pædagogerne skal gøre det, de er bedst til, nemlig at være pædagoger – lad os give dem tiden tilbage med børnene og de unge!
Pædagogerne er altafgørende for vores samfund, de hjælper og støtter jo vores børn og unge med at komme godt ud på den anden side. Men for at vores fantastiske pædagoger kan få lov til at være pædagoger, skal vi have fjernet nogle af de krav til dokumentation, der findes nu. Jeg siger ikke, at al dokumentation skal afskaffes, der skal blot kun dokumenteres det højst nødvendige.
Barberingen af dokumentationskrav er dog ikke nok. Jeg og resten af Liberal Alliance Faxe vil give den enkelte institution lov til at lede og definere sig selv – lad den lokale leders kreativitet blomstre! Vil lederen have en musikbørnehave, skal der gives mulighed for det. En anden institution vil måske hellere dyrke tegne- og maleriets kunst, eller sports- / DGI-børnehave eller natur- / fra jord til bord-børnehave. Giv den enkelte institution plads til selv at finde den kultur, der passer lige præcis dér. Med ledelse og ansvar følger ejerskabsfølelse og kreativitet – lysten til at gøre noget ekstra.
Lad os give småbørnsforældrene friheden til at vælge mellem institutioner med forskellige fokusområder og idéer. Idéer som fagfolkene selv er kommet med, og som helt sikkert strækker sig meget længere end hvad den lokale politikere har fantasi til.
Kommentarer