Karise

Lær af Køge Kommunes politikere

Læserbrev: Lær af Køge Kommunes politikere – om igen med skolestrukturarbejdet!

Skrevet af: Elisabeth Dolmer, , Alslevvej 5, 4653 Karise

Sag på sag ruller i Faxe Kommune. Hvornår bliver politikerne deres ansvar bevidst?

I den sidste tid er et elendig skolestrukturforslag ved at blive trumfet igennem. Borgmester og udvalgsformand siger, at man har lyttet til borgerne, og holdt høringsmøder for at have dialog med borgerne.

Men forslaget, som det ligger, er besluttet! Og det har været tydeligt hele vejen igennem. Bare læs de skrevne artikler og udtalelser fra borgmester og udvalgsformand.

Hvad skal Faxe Kommune egentlig med høringsperioder?

Og at lytte til alle de veldokumenterede kritikpunkter, har ikke gjort nogen forskel. Jeg synes, næsten det nærmer sig, at trumfe noget igennem, selvom man godt ved, at dokumentationen derfor er yderst mangelfuldt.

I Køge Kommune har man været lige ved at beslutte lignende tiltag, men der har politikerne været lydhøre, at de har valgt at lytte til borgerne, hørings-svarene og underskriftindsamlingerne.

Det pudsige er, at sammenligner man de 2 kommuner, hvor der er mere end dobbelt så mange borgere i Køge Kommune, så er det utroligt, at med færre protestunderskrifter, færre høringssvar og skrivelser, som har været meget lig høringssvarene i Faxe Kommune, og også på trods at Køge Kommune har haft flere folkeskolestrukturforslag på ’tegnebrædtet’ end i Faxe Kommune over et par år, så har politikerne i Køge til sidst valgt at lytte til borgerne.

Det er ligefrem de borgerlige, der går forrest i 180 C.-vendingen. SF og Demokratilisten har hele tiden været imod!

Politikerne melder ligefrem følgende ud:”Vi må tage til efterretning, at ingen borgere ønsker det her forslag”, og ”vi må konstatere, at vi ikke har formået at få borgere, heriblandt skolebestyrelser, skoleledere samt lærerne med”, samt ”at forslaget har været for uklart og for ugennembearbejdet. – Man har ligefrem valgt at hele arbejdet med en ny struktur må starte forfra!!!!

Kan politikerne i Faxe Kommune lærer en vigtig ting af Køge Kommunes politikere?- nemlig at lytte til borgerne, og tage et rungende NEJ for svaret til det elendige og dårligt gennembearbejdede skolestrukturforslag til sig!!

Det gør ikke noget, at starte forfra og involvere borgerne og skolerne i arbejdet med en ny skolestruktur.

7 mill. kr. kan findes andetsteds i kommunekassen, hvis I vil!

 

 

Kommentarer