Lærer for livet – husker du din skoletid?
![](https://faxenetavis.dk/wp-content/uploads/sites/2/2014/02/Laerer-for-livet.jpg)
Faxe Kommunes Arkiver opfordrer: ”Beskriv dine oplevelser og deltag i projektet til glæde for nutiden og kommende generationer”
I 2014 fejres 200-året for skolegang i Danmark med indsamling af lærererindringer. Projektet kaldes “Lærer for livet”.
Projektet er en invitation til alle lærere, skoleledere og andre med arbejdsliv i skolen om at beskrive sine oplevelser og erfaringer fra skoletiden.
Fra Faxe Kommunes Arkiver lyder opfordringen:
”Beskriv dine oplevelser og deltag i projektet til glæde for nutiden og kommende generationer.”
– Vi indsamler erindringer fra Faxe Kommunes område, og derfor håber vi at både erhvervsaktive og forhenværende lærere, børnehaveklasseledere, skoleledere m.m. får skrivekløe og lyst til at være med og bidrage til at kommende generationer får indblik i vor tids skole, udtaler Marianne Rimmen Raasted, Arkivleder.
Læs også: Arkiverne indsamler lærererindringer
I 1814 underskrev Frederik VI en række skolelove, der fastslog og udvidede undervisningspligten for alle danske børn. Lovene – de såkaldte skoleanordninger – indeholdt detaljerede instruktioner om, hvordan skolegangen skulle ordnes i by og på land, hvordan skolerne skulle indrettes, hvad lærerne skulle have i løn, og hvad der skulle undervises i.
Meget har ændret sig siden da, og det kan være svært at komme i gang med at skrive om det, man kender så godt. Hos Faxe Kommunes Arkiver kan man hente inspiration til emner og vinkler at skrive ud fra.
Der er få krav til formen, blandt andet at erindringen afleveres på mail til arkiv@faxekommune.dk. Om man skriver 2 eller 50 sider er mindre vigtigt, bare det er noget, man selv har oplevet.
Afleverer man inden den 1. august 2014, deltager man også i en landsdækkende konkurrence om den bedste beskrivelse.
Der er flere informationer om projektet på Faxe Kommunes Arkivers hjemmeside lokalarkiv.faxekommune.dk
Hvem står bag?
Bag det forberedende arbejde med at planlægge indsamlingen står Faxe Kommunes Arkiver og en række danske arkiver i samarbejde med Sekretariatet Skole i 200 år, der har udviklet projektet sammen med journalist og lærer Thorkild Thejsen.
Projektet støttes af Lærerstandens Brandforsikring.
Sekretariatet Skole i 200 år har ansvar for fejringen af 200-års jubilæet for skolelovene af 1814. Sekretariatet har til huse på AU Library, Campus Emdrup (DPB), Aarhus Universitet, 2400 København NV og er finansieret af Institut for Uddannelse og Pædagogik (DPU) på Aarhus Universitet AU Library, Campus Emdrup (DPB) og Ministeriet for Børn og Undervisning.
Kronprinsesse Mary er protektor for jubilæet.
Kommentarer