Haslev

LæseKaravanen tager Sierra Leone med til Vestskolen

laesekaravane_ibis

Haslev: Vestskolen i Haslev får besøg af LæseKaravanen fra IBIS kampagnen Hele Verden i Skole på mandag

Mandag den 7. april mellem klokken 9 og 10.30 besøger LæseKaravanen Vestskolen i Haslev, som er en af 53 skoler, hvor karavanen gør holdt for at indhylle eleverne i et vestafrikansk univers med billeder, historier, film, musik og en basar.

LæseKaravanens otte unge, fortælleglade frivillige, er efter to ugers rejse i det vestafrikanske land, er klar til at indvie de danske elever i livet i det fattige Sierra Leone:

– Jeg håber, at vi kan gøre afstanden mellem det fattige Afrika og det rige Europa mindre. For selv om man er fattig på materielle ting, kan man sagtens være rig på kultur, natur, dans og musik. siger Camilla Bruhn Gudmandsen, som er en af de frivillige.

Læs også: Faxe-børn deltager i LæseRaket om børn i Libya

Der er rift om karavanebesøgene. Da tilmeldingen åbnede, sad lærere overalt i landet fra morgenstunden på spring ved tasterne for at sikre sig et karavanestop ved netop deres skole. På under fem minutter var alle besøg revet væk. Dorthe Nielsen, kampagnekoordinator på IBIS, som selv er uddannet lærer, giver sit bud på Hele Verden i Skoles karavanes popularitet:

”De friske, personlige oplevelser og sjove historier, som de unge kommer med, gør global undervisning mere nærværende og levende. De unge er en gave for såvel lærere som elever, der virkelig griber chancen for at stille spørgsmål om børn og unges liv og hverdag i et fremmed og fattigt land.”

Foto: IBIS Heidi Brehm

LæseKaravanen består af en gruppe unge, danske frivillige, som rejser til Sierra Leone for at besøge børnene i undervisningsmaterialet LæseRaketten, som IBIS udgiver årligt. Efter hjemkomst tager LæseKaravanen ud på danske skoler for at fortælle om rejsen i Sierra Leone.

Fra 24. marts til 23. maj vil LæseKaravanen være på landevejen, og de vil foruden besøgene i Danmark også rejse til Sydslesvig og Grønland.

Sierra Leone er et land med et ungt demokrati, guld i undergrunden og en udbredt fattigdom, som på hver sin måde udfordrer befolkningen.

Kommentarer