Læserbrev angående Ejendomsstrategi
Debat: Skal vores børn i Karise ikke have de bedst mulige betingelser for at udvikle sig i gode grønne omgivelser væk fra skolens nu meget lange dagligdag?
Indsendt af Heidi Staalbo Nørgaard & David Staalbo Nørgaard, Rødvigvej 4, 4640 Faxe. Forældre til børn på Tandhjulet og Børnehuset.
Når Vi i forældregruppen sidder og nærlæser forvaltningens sagsfremstilling, og hvad Center for ejendomme lægger ud, er der flere ting Vi bider mærke i og undrer os kraftigt over.
Det undrer os forældre, at man kun fremlægger et enkelt tal i forbindelse med anlægsudgifter (600.000) samtidigt med, at man skriver, at placeringen på Karise Skole endnu ikke er fastlagt. (Citat: “Placering afklares i endelig projektering.”)
Mener forvaltningen virkeligt seriøst, at det koster præcis det samme, uanset om Tandhjulet flyttes til blok A, B eller blok D? For forvaltningen HAR vel naturligvis husket at lave flere scenarier, har man ikke? Tallet er så uhørt lavt, at det umuligt kan være et maksimumtal. Med stor sandsynlighed vil et så lavt tal helt sikkert medføre, at der på et senere tidspunkt vil komme krav fra forvaltningen om en tillægsbevilling, hvilke betyder budgetoverskridelser med dertilhørende dårlig omtale i pressen. Og når man nu ved, at Byrådet har udstukket den beundringsværdige praksis, at budgetterne skal overholdes, hvorfor så godkende et beslutningsgrundlag som med sikkerhed vil medføre budgetoverskridelser? Ja vi undrer os…. Meget…..
Vi undrer os også over en formulering som denne: “De nuværende trafikale udfordringer ved afdeling Karise forbedres i muligt omfang, “Øh” i muligt omfang”? Vil det så sige, at man gør, hvad man kan, inden for nogle bestemte rammer. Og hvis disse rammer ikke er der, og man ikke kan forbedre trafiksikkerheden tilstrækkeligt så vores børn får en sikker skolevej, er det så bare ærgerligt eller hvad? Skal vi bare gamble med vores børns liv???
Der er mange følelser i en sag som denne, for hvad er det, vores børn bliver tilbudt i stedet for det nuværende de har. Det er lige som det skal være, når man bor på landet, grønt og dejlig stort. Plads til udfoldelse og store armbevægelser. Minimum af asfalt og kedelige små rum. Tandhjulet tilbyder mange muligheder udendørs, og flyttes det på skolen, vil det ikke kunne lokke flere til, da tilbuddet lyder på asfalt legeplads, skygge og stor forringelse.
Ved starten af dette projekt lovede Center for ejendomme, at en forringelse ikke ville ske, og det undrer os, at ingen Politikere kan se, af det børnene får ER en forringelse hvis de rykkes over på skolen. En meget STOR forringelse!!!!………
Vi vil derfor opfordre Uddannelsesudvalget og andre interesserede politikere til at komme på besøg hos Tandhjulet i Karise, og se hvad børnene kommer til at gå glip af, hvis de gennemfører deres planer om en flytning til Karise skole. Jeg og resten af forældregruppen giver gerne en guidet rundvisning.
Vi inviterer alle politikerne derop, og vi håber at de griber denne mulighed for at se på børnenes elskede Tandhjul i forhold til det, der tilbydes på skolen. De bør se hvordan fakta er, og ikke kun de tal de ser på papiret. Vores børn er ikke byggeklodser, der skal placeres hvor politikerne synes det er mest økonomisk, uden at der bliver tænkt på børnenes tarv.
Kommentarer