Læserbrev: At begå fejl er menneskeligt!
Selv politikere begår fejl! Det er menneskeligt og ganske naturligt, det vigtigste er så at kunne sige: Det var en fejl, om igen!
Skrevet af: Elisabeth Dolmer, Alslevvej 5, 4653 Karise
Og sådan skal de lyde mellem politikerne i Faxe Kommune for tiden, når der tales om forslaget til den nye skolestruktur i Faxe Kommune.
Andet ville være helt hen i vejret!
Men jeg er desværre meget i tvivl om dette. For når politikere som borgmester Knud Erik Hansen og udvalgsformand Henrik Christensen til sidst på et meget stort borgermøde og efter utrolig mange kritiske, veldokumenterede og kompetente spørgsmål, holdninger og fortællinger fra virkelighedens dagligdag i Faxe Kommune bare arrogant afviser over 400 borgers kritik, og de fortsætter med at fortælle, at det fremlagte folkeskoleforslag er det bedste, ja, så må også jeg tilslutte mig den meget hurtigt voksende borgergruppe, som mister troen på flere af de valgte politikere i Faxe Kommune!
For når høringsperioder og borgermøder, som er en utrolig vigtig del af demokratiet, hvor også politikerne får afluret stemningen hos borgerne i kommunen, og måske også får nogle gode idéer, ikke har nogen betydning for politikerne, der bare gør, som de vil, så kan jeg kun klart sige: kommunalvalget er allerede i gang nu! Og S og V får ikke min stemme!
Jeg har det bedst med at være positiv, og derfor vil lige sige tak til Martin Hillerup fra Borgerlisten og Steen Petersen fra Danske Folkeparti for ikke at bakke om det dårlige folkeskoleudkast, hvilket de begge også kaldte det på mødet forleden i Haslev.
Så skal jeg igen få min gode tro tilbage på politikerne og den demokratiske proces i Faxe kommune, så skal dette folkeskoleforslag forkastes helt og aldeles.
Dernæst skal politikerne gå i dialog med skolelederne, lærerne og skolebestyrelserne, og få dem til at komme med forslag til en folkeskolestruktur, som vil være kvalitativ, innovativ og langtidsholdbar.
De skal ikke bare indkaldes til 2 dialogmøder, hvor de får at vide ”hvor skabet skal stå”, hvilket er det, der er sket med det fremlagte folkeskoleforslag.
Lad dem, der kender dagligdagen på folkeskolerne, og hver dag ønsker at gøre et godt stykke arbejde, være dem, der byder ind med, hvorledes folkeskolestrukturen vil kunne være i fremtidens Faxe Kommune.
Jeg vil gerne tro på Faxe Kommune som en kommune, som kan vende kurven og blive en interessant kommune for andre at flytte til.
Den politiske kurs skal til det ændres ret så kraftigt, og der skal arbejdes med tillid og dialog mellem politikerne og borgerne i kommunen, for der er godt nok kommet mange ”ridser i lakken”.
Kommentarer