Læserbrev: Butiksdøden spreder sig

Her i valgkampen er der én ting der er blevet utroligt tydelig for mig, butiksdøden spreder sig med lynets hast!
Indsendt af Kenneth M. Nielsen, Haslev. Spidskandidat ved KV13 Liberal Alliance Faxe
Når jeg har været rundt i byerne i kommunen, er jeg ganske enkelt rystet over hvor mange butikslokaler der står tomme.
Ud over at det skæmmer bybilledet, så er det også beskæmmende for kommunen, at vi ikke har formået at fastholde lidt af det handelsliv, der trods alt er kendetegnet ved vore byer.
Nuvel, det kan ikke alt sammen tilskrives byrådet og kommunens planlægning. Bankerne har en stor del af skylden her, deres villighed til at låne til iværksættere har været for nedadgående, hvis ikke helt indefrosset en årrække. Men jeg mener stadigt der kunne gøres noget lokal politisk:
• Hovedstrøgene i vore byer kunne få en opfriskning
• Der kunne laves planer for ensartede facader i bymidten, så det ikke ligner en farvelade
• Etablere reelle gågader
• Lempe lokalplaner
• Lavere skat, flere penge til borgerne – betyder flere penge lagt i de lokale butikker, restauranter og hos lokale håndværkere
Faxe kommune fik tildelt 5 mio. kr. af Ministeriet for By, Bolig og Landdistrikter, til fornyelse af Haslev bymidte! Det skete i 1 kvartal 2012, senere byder byrådet ind med 10 mio. kr. mere. Det er nu snart 2 år siden hvad er der sket med denne pulje, ligger den og samler støv – eller er de blot indgået i budgettet hvor der var ét hul?
Vi skal have kureret Faxe for butiksdøden, og der er kun ét middel – nemlig bedre rammer for virksomhederne.
Det er hvad vi i Liberal Alliance Faxe vil arbejde for.
Kommentarer