Karise

Læserbrev fra en ung pige

debat_logo

Debat:  Jeg er en af de mange hundrede, som er frustreret over Faxe Kommunes planlagte ændringer i ejendomsstrategien.

Indsendt af Didde Bøtcher, 16 år, Karise.

Vi har valgt ikke at se hjælpeløst til, men at vi vil gøre hvad der står i vores magt for at råbe politikerne op, og overbevise dem om, at det de har gang i, er mere ødelæggende end gavnende. Derfor, har jeg valgt at skrive dette.

Faxe Kommune kan sagtens lave ændringer der har store konsekvenser for os borgere, for det er jo ikke dem det går ud over. Eller er det?

Som de fleste andre kommuner vil Faxe Kommune gerne trække nye indbyggere til kommunen. Men gør man det ved at nedlægge og flytte rundt på bl.a. børnehaver og SFO’er? Og gør man det ved, at skabe mere utryghed?

I har tænkt jer at flytte både børnehave og SFO over på skolens grund, så man derfor som barn skal være på samme grund fra man kan gå, til man går ud af skolen.

Vi unge ved, hvilken betydning det har for os, at skifte fra skolens arealer, over til SFO’ens store lyse rum og fede grønne udendørs areal. Det er nemlig sådan et område der hører til når man bor på landet, og ikke en asfalt belagt skolegård, som I vil byde de små nu.

Vi har elsket at komme på Tandhjulet helt tilbage fra da vi startede, og set frem til skoledagen sluttede. Og nu vil I byde dem, at de skal blive på samme matrikel, fra morgen til aften?

Det er en kæmpe forringelse. I kommer aldrig til at kunne genskabe miljøet fra Tandhjulet på skolen. Ikke nok med det, så vil I tage vores ungdomsklub fra os. Og med det, vil nemlig følge utryghed.

Det forholder sig nemlig sådan, at jeg er en af de mange som véd hvad der rent faktisk sker, hvis de unge ikke har et sted som Tandhjulets Ungdomsklub at gå hen. Nedlægger de Tandhjulet, hvad sker der så?

Så mister vi unge vores dejlige ungdomsklub som vi kender den, og så har vi unge ikke det samme trygge sted at gå hen. Et sted som rigtig mange unge holder af at komme, de tre aftener om ugen som ungdomsklubben har åben. Et sted vi holder meget af at komme, pga. stedets hyggelige ro og atmosfære, og igen – udendørsarealerne. Her er det muligt at få en god snak om alt mellem himmel og jord, eller et slag pool, bordtennis, eller hvad der nu lige lyster.

Men hvad sker der så, hvis de unge ikke har dette sted at gå hen? Så ender de unge med at hænge på gadehjørnerne. For det er ikke kun de unge i Karise, hvor Tandhjulet ligger, som vil ende der. Det er også unge fra bla. Faxe og Faxe Ladeplads – de holder nemlig også meget af at komme på Tandhjulet.

Så kære Faxe Kommune, jeg er derfor ikke så sikker på at I kommer til at spare så mange penge, som I håber. For så skal I nemlig til at bruge penge på at reparere hærværk istedet, som opstår fordi at de unge keder sig på gaderne. Og med hærværk, følger utryghed. Utryghed tiltrækker ikke ligefrem nye indbyggere, heller ej gør de nedlagte og flyttede børnehaver og SFO’er. For hvem har lyst til at flytte til en kommune, hvor politikerne ikke tænker på borgerne først og fremmest?

Så Faxe Kommune – tænk jer nu rigtig godt om. Måske lyder jeres plan, for jer, så smart, men tænk nu på os borgere, og de konsekvenser det vil have for jer selv i sidste ende.

Kommentarer