Læserbrev fra Kurt Munck: Det er da løgn!

Faxe kommune kan virkelig slå ud med armene, når det gælder. 7,9 millioner kr. agter byrådet at fritage Royal Unibrew for at betale i vandafledningsafgift.
Regningen sendes så videre til os andre, hvilket betyder at vi skal betale 800 kr. ekstra i vandafledningsafgift om året.
Ikke alene er det en form for skjult erhvervsstøtte – det er direkte en hån mod Faxe Kommunes borgere – især de borgere, der har børn i kommunens skoler, som nu skal spare 8 millioner kr. eller præcis det samme, som kommunen vil sende til Unibrews aktionærer.
Læs også: Faxe-borgere skal betale for Royal Unibrew´s spildevand
Jeg vil meget gerne betale 800 kr. mere i skat eller afgifter om året. Især hvis de penge kan gå til at få fjernet besparelsen på skolevæsenet, så det sidste misfoster af et forslag til at ødelægge skolegangen for vores børn ikke gennemføres. Men jeg vil IKKE betale erhvervstøtte til nogle aktionærer for at deres tegnebog kan blive endnu federe.
Det er helt urimeligt, at man lader børnene i kommunen betale for at øge Royal Unibrews overskud.
Tænk at man kan finde på at skylle børnene ud med Royal Unibrews spildevand.
Indsendt af:
Kurt Munck
Enhedslisten i Faxe
Dyrehavevej 12, St. Elmue
4640 Faxe
Telefon: 29917151
Faxe.nu bringer debatindlæg fra personer, foreninger og virksomheder fra Faxe-området. Indlæg og evt. billeder kan sendes pr. e-mail til debat@faxe.nu. Under artiklen kan du kommentere på læserbrevet, og hvis vigtige informationer kommer frem vil Faxe.nu bringe det videre til relevante og evt. ansvarlige personer.
Kommentarer