Læserbrev: Hvorfor skal Haslev igen betale prisen
Læserbrev: Ny skolestruktur – hvorfor skal Haslev igen betale prisen? Til politikerne i Faxe Byråd: Stop!
Forslag til ny skolestruktur løser ikke den demografiske udfordring i visse dele af kommunen. Det er ikke ’kun’ 50-119 elever, der rammes, hvis I stemmer for forslaget. Det er samtlige skoler, lærere, elever og forældre der berøres – og dermed også de skoler der har bæredygtige og særdeles bæredygtige klasser.
Haslev by har knapt 3 gange så mange indbyggere som kommunens næststørste by Faxe. Der må nødvendigvis være en forskel på skolerne i kommunen, og at sende vores børn væk fra Sofiendalskolen, når der ikke er kapacitetsproblemer på skolen er da dybt godnat. Med det nuværende forslag tager I en hel bydel – som tilmed ligger inden for bygrænsen – som gidsler og det er urimeligt! I bedste fald vil vi kunne sælge vores huse til seniorer og pensionister, da børnefamilier ikke vil risikere, at deres børn tvangsudskrives til Dalby eller Rønnede. Det er da hverken på kort eller lang sigt særligt attraktivt for kommunen.
Vil I bevare 0.-9. klasses skoler, hvor befolkningsgrundlaget ikke berettiger til det, så må I enten finde ekstra ressourcer eller fjerne garantitildelingen. I 2010 fik skoler med lave elevtal 3,1 mio. kr. i garantitildeling – penge for elever der ikke eksisterer! Det svarer til 100-125 elever eller knapt 5 klasser. Altså flere end det antal elever der skal tvangsflyttes med den nye struktur.
Vær jeres ansvar bevidst – og lav lokale løsninger på lokale problemer!
Med venlig hilsen
Birgitte Sørensen, Skovvang 22, 4690 Haslev
Kommentarer