Læserbrev: Hysteri – vildt overdrevne ???

Borgmester Knud Erik Hansen, citeres i Sjællandske den 9. november 2013, for at have udtalt ” Den hysteri, der har været omkring følgerne af skolestrukturen, er vildt overdrevne. Jeg håber også det holder op”
Indsendt af Erling Larsen, Egedevej 125, 4640 Faxe
Hvor er det dog arrogant og respektløst overfor de børn som på egen krop har oplevet, hvad det vil sige, at være en del af den nye skolestruktur.
Som en af de familier der var med i første omgang af tvangsflytninger, håber vi sandelig også, at følgerne holder op. Vi kæmper dagligt med dem. Den største konsekvens ved skolestrukturen, er den konsekvens vores børn oplever.
At blive ekskluderet af et fællesskab og et netværk, det skal man godt nok være noget af en hård nyser, for at kunne kapere. Indlæring kan kun opnås, når eleverne har det godt og trives. Dette har været ikke eksisterende det første år efter tvangsflytningen.
Til orientering, så er det ikke smertefrit at komme til en ny klasse, når man har været igennem en tvangsflytning. Børn på 12-13 år har ikke samme styrke og redskaber som voksne har, til at klare sådanne skift. Det har vores familie været vidne til.
Vi genkender desværre formuleringen, når Borgmesteren udtaler, at der i år var fire elever som ikke fik deres ønske opfyldt. Er der så tale om tvangsflytning af kun fire elever i alt eller er det mon en lettere fortolkning af, at rigtig mange elever ikke fik deres ønske om at gå i den afdeling tættest på hjemmet opfyldt, men derimod skulle tvangsflyttes og kunne ”ønske” en anden afdeling.
Vores datter, blev som den eneste pige fra sin klasse flyttet til en anden afdeling. Vi fik besked om, fra den kommende skoleleder, ” at hun med glæde kunne meddele os, at det havde været muligt, at imødekomme vores ønske om fremtidig klasseplacering”. Vi havde absolut ikke ønsket en anden fremtidig klasseplacering. Efter hvilke parametre konkluderes, at følgerne af skolestrukturen har været hysterisk og vildt overdreven? Hvem har man spurgt? Næppe de familier der har været en del af dette.
Konsekvenserne af skolestrukturen er der og forsvinder ikke, med mindre den bliver lavet om.
Kære medvælger – Folkeskoleloven har desværre ikke nogen paragraf der beskytter vores børn mod tvangsflytninger – overvej derfor, om ikke Jeres stemme den 19. november 2013 skal gå til Borgerlisten, som stemte imod denne skolestruktur, lyttede til forældre og til alle de høringssvar der advarede om netop de konsekvenser, som Borgmesteren udtaler som hysterisk, vildt overdrevne.
Kommentarer