Karise

Læserbrev: Kejserens nye Klæder

Tænk hvis kvaliteten i de kommunale skoler var landets bedste med mange boglige og kreative fag, mange timer, masser af projekter, udflugter, det bedste undervisningsmateriale og den nyeste teknologi.

Tænk hvis kvaliteten i de kommunale børnepasningstilbud var landets bedste med de mest fleksible åbningstider og mulighed for fx aften- og natpasning for forældre med aften- og natarbejde.

Tænk hvis vores kommune højprioriterede børn og unge. Det ville øge antallet af unge, der tager en ungdomsuddannelse, til et af landets højeste niveauer. Fundamentet for uddannelse bygges i de tidlige år og op gennem skoletiden. Og den bedste fremtidssikring i vidensamfundet er viden – masser af viden.

Mon ikke resursestærke skatteydere så ville føle sig fristet til at bo i Faxe Kommune?

Tænk hvis byrådet lagde et fornuftigt og realistisk kommunebudget med højprioritering af børn og unge – ikke en beskæring på 13 mio., ikke en bevaring af det eksisterende niveau, men derimod et budget med en øget økonomisk ramme til børne- og ungeområdet.

Hvor skal der så spares?

Spar unødvendige udgifter til indkøb af bygninger og jordbesiddelser som Eco Park Rønnede, som måske engang var en god ide, men som tiden er løbet fra. Byrådet bruger en masse penge på at etablere et område, som sandsynligvis vil komme til at stå som et spøgelsesområde.

Samme kranke skæbne kommer det dyre gamle Faxe Sygehus formentlig til at lide med store tomme spøgelsesområder (man kalder det mødelokaler), som igen vil efterlade tilsvarende store dyre lokaler i de bygninger, der bliver ledige, når kommunens folk flytter ind i det gamle sygehus.

Sidste nye mærkværdighed er, at byrådet nu vil poste penge i det tidligere Haslev Seminarium. Men hvorfor dog poste endnu flere penge i lokaliteter, som der ikke er efterspørgsel på? Hvor mange spøgelsesområder skal vi bruge penge på i Faxe Kommune?

Erhvervsvækst kommer ikke, blot fordi det bliver sagt igen og igen i festtaler.

Er byrådets erhvervsudviklingssnak mon Kejserens nye klæder? Men Kejseren har jo ikke noget tøj på.

Faxe gennemfører konsekvent afviklings- og fraflytningspolitik, hvorfor ikke vende bøtten og gennemføre fastholdelses- og tillflytningspolitik?

Måske skulle byrådsmedlemmerne genlæse og leve op til teksten i egen folder ”2011 Faxe i udvikling”, hvor der står: ”Vi er i færd med at skabe en fælles målskive, fyldt med optimisme og drevet af en udvikling, som skal gøre det endnu mere attraktivt at bo og færdes i Faxe Kommune.”

Den sidste sætning kan vi alle være enige i, og det ser også ud til byrådsmedlemmerne har gjort sig til målskive, men noget tyder på, at udvikling er blevet forvekslet med afvikling.

Skrevet af Anette og Steen Anker Jensen, Jørslevvej 4, 4653 Karise

 

Kommentarer