Læserbrev: Kunsten at tælle til…
Venstres Jonas Kristinsson bestrider at der efter valget var et ”blåt” flertal i byrådet
Indsendt af Eli Jacobi Nielsen, Prins Buris Vej 19, 4653 Karise. Dansk Folkeparti – Faxe
Venstres Jonas Kristinsson mener at både Liberal Alliance og Dansk Folkeparti forsøger at vildlede vælgerne omkring dette. Det synes dog mere at være Venstre selv, der vildleder her:
Kendsgerningerne er, at der efter den første annoncerede mandatfordeling var et ”decideret blåt” flertal på 13 mandater (hvilket som bekendt er tilstrækkeligt i det nye byråd) bestående af V, K, O og I. Borgerlisten stillede sig positivt overfor at deltage i et samarbejde, og flertallet voksede således til 16. Den senere korrektion af mandatfordelingen, der flyttede et mandat fra I til Å, ændrede således ikke på forholdet 16 mod 9, hvilket vel med al rimelighed kan kaldes et massivt flertal?
Det er således en kendsgerning at der var et klart blåt flertal, ligesom det er en kendsgerning at Venstre ikke ønskede at benytte dette flertal, og i stedet valgte at fortsætte de sidste års samarbejde med S og SF.
Med dette på plads er mudderkastningen forhåbentlig overstået, og vi kan se frem til det egentlige arbejde i det nye byråd, hvor Dansk Folkeparti fortsat vil markere sig med en selvstændig, uafhængig politik, men med viljen til at samarbejde til alle sider, hvor det måtte være muligt.
Kommentarer