Læserbrev: Mere velfærd for færre penge

Andelen af kommunale opgaver, der konkurrenceudsættes, har de sidste 4 år været markant lavere i Faxe Kommune end i alle andre kommuner i regionen.
Lars Huge, Best. medlem Konservative i Faxe, Spurvestræde 8, Dalby, 4690 Haslev
Under 20 % af alle opgaver i Faxe Kommune konkurrenceudsættes, hvorimod ca. 26 % gennemsnit konkurrenceudsættes i kommunerne i hele regionen. Det betyder også, at hvis vi ser på alle kommuner i regionen, så er Faxe Kommune den kommune i regionen, hvor markant færrest opgaver løses af private aktører.
Er øget udlicitering lig med øget velfærd for færre penge? Nej, det er det ikke. Derimod giver en øget konkurrenceudsættelse af kommunale opgaver mere velfærd for færre penge. En konkurrenceudsættelse af kommunale opgaver tvinger tilbudsgivere til at gennemtænke, hvordan opgaver kan løses bedst muligt for færrest ressourcer. Altså manglende konkurrenceudsættelse betyder alt andet lige ineffektivitet i opgaveløsningen i Faxe Kommune.
Derfor må tiden være inde for det røde flertal i Faxe Kommune til at flere kommunale opgaver udsættes for konkurrence, så vi borgere og virksomheder får mere velfærd for vores skattekroner.
Når opgaver konkurrenceudsættes, har jeg også en bøn til byrådet, at opgaver udbydes i passende små portioner, så også små private virksomheder i lokalområdet har en reel mulighed for at byde ind på opgaveløsningen. Ingen bygge- og anlægsopgaver nævnt – ingen bygge- og anlægsopgaver glemt!
Kommentarer