Læserbrev: Politisk ansvar for busskandalen

Busskandalen, som netop nu er under oprulning i Faxe Kommunes forvaltning er beklagelig på flere måder og det skal blive interessant at følge sagen i pressen
Skrevet af Kristian Husum, Duevej 5, Rønnede.
En ting står dog allerede klart: kommunen har været dårlig til at drive bus forretning. Videre kunne noget tyde på, at ungdomsskoleafdelingen heller ikke har været specielt dygtige til at indkøbe busforretning.
Jeg mener dog, at den største skandale er, at man med hjemtagningen af busdriften for en række kommunale opgaver, defacto har lukket adskillige lokale vognmandsforretninger fordi man har fjernet en væsentlig del af deres eksistensgrundlag. Ville det mon ikke have været bedre hvis man havde lavet et ordentligt udbud af Faxe Kommunes samlede befordringsopgaver til private leverandører? Naturligvis skulle udbuddet have været drevet af kompetente folk indenfor indkøb og ikke af en ungdomsskolechef, der jo bør koncentrere sig om at drive ungdomsskole.
Et par politiske spørgsmål trænger sig på, som undersøgelserne burde afdække:
1) Hvorfor i alverden valgte man at placere befordringsansvaret i kommunen under ungdomsskoleafdelingen?
2) Hvordan er der politisk blevet fulgt op på hjemtagelsen af busdrift – hvilke udvalg har vidst hvad og på hvilke tidspunkter?
Forhåbentlig bliver den politiske konsekvens af denne skandale, at udliciteringsniveauet i kommunen skal øges (og indkøbsprocessen professionaliseres) – og ikke at man skal hjemtage endnu flere opgaver.
Kommentarer