Læserbrev: Så fik vi borgere endelig vished

Åbent læserbrev til borgmester Knud Erik Hansen og formand for uddannelsesudvalget Henrik Christensen

Skrevet af : Lisa Carlsson, Marelundsvej 10, 4640 Faxe

Så fik vi borgere endelig vished. Vedtagelsen af den ny skolestruktur var tilsyneladende besluttet længe inden høringsfristens udløb. Hvor er det sørgeligt at konstatere, at I vælger IKKE at tage de mange indkomne høringssvar seriøse; at I vælger fuldkommen at se bort fra – dels mange konstruktive nye forslag og dels kritikken af de svagheder som forslaget desværre rummer, herunder tvivlsspørgsmålet om der i virkeligheden kan opnås den ønskede besparelse?!

Når I vælger, at være så standhaftige – og så skråsikre på, at der vil ske en besparelse på ca. 7 millioner – i denne sag, så formoder jeg, at det vil være endog særdeles nemt at besvare flg. 3 spørgsmål:

1)Hvor mange elever forventes, at vælge en skole i en nabokommune – eller privatskole? En lille sidebemærkning kan være, at i forbindelse med lukning af Spjellerup skole var der en stigning på lige knap 25% af elever der rykkede til nabokommune(r).

Det koster kommunen ca. kr.68.000,00 pr elev der krydser kommunegrænsen.

2) Hvor mange elever fra andre kommuner, må skolerne i Faxe kommune afvise årligt – og dermed “miste” et overskud på ca. kr. 25.000,- pr. elev

3) Er den skinbarlige sandhed i virkeligheden, at udvalget kalkulerer med, at rigtig mange forældre vælger en fri-/privatskole til deres børn, da dette vil give en stor besparelse for kommunen – udgift pr elev i kommunal folkeskole kr. 43.000,- kontra udgift pr. elev i privatskole kr. 25.000,-?

Jeg ser – sammen med mange andre – frem til et snarligt svar.

Faxe.nu har bedt Knud Erik Hansen (Socialdemokraterne) og Henrik Christensen (Venstre) om at svare på disse spørgsmål. 

Kommentarer