Læserbrev: Skal dagplejehuset i Rønnede…
Læserbrev: Skal dagplejehuset i Rønnede lukkes for at give det lokalhistoriske arkiv mere plads??
Skrevet af: Pernille Elken, Høgevej 6, Rønnede
Jeg er som forælder dybt bekymret over, hvor lavt børnefamilierne prioriteres her i Faxe kommune, og i særdeleshed i de mindre lokalsamfund! Alt imens den ny skolestruktur, der virker som en hovsa-løsning, bliver hastet igennem systemet, kastes der terninger om hvilke dagplejehuse, der får lov til at eksistere i fremtiden.
I august meddelte kommunen at Dalbys dagplejehus ikke var rentabelt længere, men et halvt år senere var det pludselig Rønnedes dagplejehus der stod for skud.
Hvad er der mon sket i mellemtiden, der har gjort Rønnedes velfungerende dagplejehus lukningstruet fremfor Dalbys? Jo, se der er sket det, at vores dejlige bibliotek blev lukket og omdannet til et lokalhistorisk arkiv. En prioritering der i sig selv er svær at forstå (!) Men nu forlyder det altså, at lokalhistorisk arkiv også har set sig lun på lokalerne ved siden af, nemlig dagplejehuset.
Er det mon en tilfældighed? Næppe! Det har formentlig været planen hele tiden, og derfor er Rønnedes Dagplejehus pludselig ikke rentabelt længere, fordi politikerne har besluttet at lokal historisk arkiv skal have lokalerne.
Den prioritering gør mig vred. Hvad er det for en måde at behandle børn, forældre og ikke mindst dagplejere på? Dagplejehuset i Rønnede var det første i kommunen, og det er et velfungerende hus, hvor børnene er trygge ved at blive afleveret. Det er et sted vi i kommunen burde være stolte af og værne om. Et sted der bidrager positivt til byens lokalsamfund, og som får de travle børnefamiliers hverdag til at hænge bedre sammen.
Så kære politikere: Rønnede er ikke en lille landsby. Vi bør have en dagpleje der fungerer, og et lokalhistorisk arkiv er ikke et plaster på såret!
Kommentarer