Læserbrev: Skal Faxe være en bundskraber?
![](https://faxenetavis.dk/wp-content/uploads/sites/2/2013/10/pierre_a_larsen.jpg)
Det er næsten lige meget hvilken nylig undersøgelse med sammenligning af kommuner, man tager fat i – hver eneste placerer Faxe i eller nær bunden
Indsendt af Pierre A. Larsen, Byrådskandidat for Liberal Alliance i Faxe
F.eks. DIs omfattende lokalerhvervsundersøgelse, hvor Faxe ligger som nummer 89 ud af 96. Deraf kan det ikke undre, at andre statistiske undersøgelser viser, at kommunen siden 2009 har mistet 25% af alle industriarbejdspladser. Det er i øvrigt tæt på en Danmarksrekord.
KORA (Det Nationale Institut for Kommuners og Regioners Analyse) peger i en nylig undersøgelse på, at Faxe Kommunes generelle produktivitet ligger på 0,9217, hvilket bringer kommunen ind på absolut sidste plads i regionen og en kedelig sjette sidste plads på landsplan.
Det samme mønster gentager sig igen og igen i andre analyser og nøgletalsundersøgelser. Faxe synes at insistere på en position i bunden.
Vi skal huske på, at ikke blot er vi danskere i en global konkurrencesituation; men der er også konkurrence kommunerne imellem. Kan vi i Faxe ikke konkurrere, vil konsekvenserne være særdeles alvorlige.
Den uheldige situation er, når mange virksomheder i kommunen skærer ned, lukker eller flytter til andre kommuner.
Det er symptomatisk, at et anseligt antal butikker, erhvervslokaler og endda boliger står tomme i kommunen. Meget sigende står der enddog ved den ene indgang til hovedgaden i Haslev en forladt bygning. Skal gaderne med tiden føre forbi ruiner?
Spørger man ejendomsmæglere, kan de fortælle om potentielle indflyttere, der opgiver at flytte til kommunen. Et af fravalgskriterierne er den kaotiske situation på skoleområdet. Børn tvinges jævnligt til at flytte skole.
Enhver erhvervsmand kender betydning af branding. Det er nødvendigt at markedsføre et produkt, for at kunne afsætte det. Det kræver gode budskaber. Brandet, der statistisk set også har det dårligt i Faxe, ikke blot mangler tiltrækningskraft. Det afholder ligefrem potentielle borgere og virksomheder fra at slå sig ned i kommunen.
Hvis det ikke var for indvandrere, ville antallet af indbyggere i Faxe være faldet. Antallet af ældre er i øvrigt stort og stigende – og mere end landsgennemsnittet. Uden erhvervsaktive bliver det nærmest umuligt at holde velfærdsniveauet. Allerede nu er det åbenlyst, at Faxe får brug for flere plejehjemspladser (Der findes kun 6 kommuner, der har færre pladser pr. 1000 ældre end Faxe, se noegletal.dk)
Vender vi ikke udviklingen i Faxe Kommune, bliver vi en permanent del af udkantsdanmark. Befolkningen vil for hovedpartens vedkommende bestå af en usund sammensætning af borgere på overførselsindkomst og offentligt ansatte, da et stort antal unge og erhvervsaktive vil blive tvunget til at søge bort.
Det er allerede slemt nok. Her er endnu en kedelig statistisk oplysning: Syv procent af borgerne i Faxe er registrerede som dårlige betalere (niende værst i Danmark).
Kommentarer