Læserbrev: Skolens fremtid i Faxe Kommune

Der er ikke nogen tvivl om, at Danmarks fremtid og bedste råstof er vore børn og unge. Verden omkring os stiller større krav til kompetencer og evner til at tilegne sig viden. Det er jo en målsætning vi også i Faxe Kommune kommer til at arbejde efter.
Skrevet af: Allan Tirsgaard Larsen, Bellisvej 15, 4690 Haslev, Best.medlem Konservative Faxe
Uagtet hvordan vi forholder os til det, er Faxe kommunes resultater målt på eksamensresultater ikke tilfredsstillende.
På borgermødet den 3/5 udleverede den Konservative tænketank en række forslag, og vi kan da konstatere, at udvalget har skelet til en del af tiltagene. Dog er ambitionerne for det faglige resultat vagt formuleret i det af udvalget fremlagte materiale for den nye skolestruktur i Faxe Kommune.
• Vi mangler ambitioner om, hvordan vi som kommune skal placere os i forhold til de omkringliggende, og sammenlignelige kommuner – Dette målt på såvel resultater ved eksamen som økonomi.
• Vi ønsker at bibeholde de mindste klasser lokalt, og lade de ældre elever samles på overbygningesskolerne.
• Vi ønsker, at en del af den rationaliseringsgevinst der sker ved evt. omlægninger, falder tilbage til eleverne for at styrke det faglige niveau.
• Vi ønsker en markant holdning til at fremme idræt og den sunde livsstil – også i overbygningen.
• Vi har et ønske om, at markant flere fra vor kommune tager en videregående uddannelse.
Mange børnefamilier vælger bolig efter ønske om en specifik skole. En løsning, hvor der transporteres elever på kryds og tværs i kommunen er dels for dyrt transportmæssigt, dels trækker det store ressourcer hos børnefamilierne, der skal forholde sig til åbne- lukketider. Vi har en klar holdning til, at man ikke skal splitte familer på flere skoler i grundskolen, for at opretholde en kvotient.
Det er trods alt uddannelse af de fremtidige generationer, der står på spil, og et attraktivt folkeskoletilbud er med til at tiltrække og fastholde børnefamilier i vor kommune. Det bør medtages i en helhedsbetragtning for den nye skolestruktur.
Kommentarer