Debat og politik

Læserbrev: Statslige arbejdspladser til Region Sjælland

John Wennerwald, Regionsrådsmedlem. Arkivfoto

Den nye statslige styrelse for værnemidler skal naturligt ligge i Region Sjælland.

Region Sjælland ligger lavest blandt de fem regioner med antallet af statslige arbejdspladser i forhold til indbyggere. Region Sjælland har 379 arbejdspladser per 10.000 indbyggere, mens Region Hovedstaden topper med 682 ifølge en opgørelse fra 2018.

De mange udflytninger af statslige arbejdspladser som allerede er effektueret fra hovedstaden og ud i landet har skabt vækst og arbejdspladser. Dette arbejde skal fortsætte. Derfor skal en ny styrelse selvfølgelig placeres udenfor hovedstaden og et sted, hvor den kan bidrage med at skabe yderligere vækst og nye arbejdspladser. Region Sjælland er derfor et oplagt valg for placering af den nye styrelse.

Den nyoprettede styrelse skal sørge for en koordinering mellem de relevante myndigheder om testkapacitet og forsyning af værnemidler til Danmark. Derudover skal styrelsen indgå i et internationalt samarbejde om værnemidler. Styrelsen kommer til at høre under Justitsministeriet, og ifølge regeringen forventes den at være klar til at starte sit arbejde i august i år.

Hvis Regeringen peger på Region Sjælland, bidrager Region Sjælland selvfølgelig så meget som muligt med at finde egnede lokaliteter.

John Wennerwald,
Regionsrådsmedlem

Kommentarer