Læserbrev: Status på Folkeskolen i Faxe Kommune
Overskrifterne i medierne fra diverse målinger, rapporter mm, og de talte og skrevne ord af undervisningsminister Christina Antorini burde NU få politikerne og skolechefen til at indse, at det er et mega fejlspor, man har valgt for Faxe Kommunes folkeskole
Skrevet af Elisabeth Dolmer, Alslevvej 5, 4653 Karise
Hvor længe skal Faxe’s kurve for folkeskolen bare gå nedad og ligge i bunden eller i hvert fald allerlaveste ende?
• Kroner pr. elev i folkeskolen
• Inklusionen
• Unge under 25 år, der gennemfører en ungdomsuddannelse
• Sygefravær for ansatte
• Og nu også: Karakterforskelle mellem privatskoler og folkeskoler
Igen viser karakterforskellen på afgangsklasser for folkeskoler contra privatskoler, at Faxe Kommune også her er i den ringeste del.
Her til aften i nyhederne sagde Christina Antorini, at hun gerne ville have borgere til at vælge folkeskolen til. Hvilket jeg så udmærket forstår.
Men hvad har Faxe efterhånden at byde på med overfyldte klasser? Børn der transporteres på kryds og tværs af kommunen?
Hvad skal sælge folkeskolen frem for privatskolen til tilflyttere?
Antorini mener, at de lave karakterer og de store klasser får forældre til at flytte eleverne til privatskole. Og ifølge Antorini betyder det, at de tilbageblevne elever i folkeskolen vil klare sig igennem med lave karakterer, og at der er en tæt sammenhæng mellem lave karakterer i folkeskolen og mange på overførselsindkomst samt frafald fra ungdomsuddannelserne.
Ser man så på statistikkerne og rapporterne, så kan man kunne give ministeren helt ret, hvis man kigger på Faxe Kommune.
Denne negative spiral kan kunne vende i kommunen den dag politikerne indser, at besparelser på folkeskolen nok var det eneste, de ikke skulle have gjort, så udsultet den er i forvejen, samt at en ny struktur for folkeskolen skulle have været skabt af ” folk med fingrene i bolledejen”, frem for politikere og skolechef, som kun har bundlinien og en allerede udstukken dagsorden at kigge til, og det endda uden at se på konsekvensberegninger.
Der skal bruges penge på folkeskolen, men det skal ske fornuftigt. Jeg er mere end sikker på, at der er mange innovative og fremtidssikre samt kvalitetsgivne muligheder for folkeskolen i Faxe Kommune.
Det vil koste i starten, men på sigt vil hver en krone og mere til ende tilbage i kommunekassen, når folk strømmer til kommunen, eleverne gennemfører folkeskolen med højere karakterer, sygefraværet for personalet vil mindskes.
Så spar på jordkøb, ECOpark, istandsættelse af sygehus og hold samtidig forbruget i en noget strammere line end vist hidtil (konsulentydelser, busdrift, etc)
Kommentarer