Læserbrev: Taler rygterne sandt?
Faxe Ladeplads: Læserbrev: Åbent Brev til Henrik Christensen og Borgmester Knud Erik Hansen
Indsendt af Kurt Munck, Spidskandidat til byrådet for Enhedslisten, liste Ø, Dyrehavevej 12, 4640 Faxe
Blandt Hylleholt skoles forældre går der nogle uhyggelige rygter om at det skulle være vedtaget, at de nuværende to 6. klasser skal lægges sammen efter sommerferien. For at dette kan lade sig gøre skal man tvangsforflytte 14 elever.
Allerførst – taler disser rygter sandt Henrik og Knud Erik?
Det siges også, at selvom en del elever i de to 6. klasser bor andre steder end i Faxe Ladeplads så vil langt hovedparten af de 14 elever, der skal tvangsforflyttes være elever fra selve Faxe Ladeplads, da de andre elever i forvejen har flyttet skole en gang.
Er dette rigtigt? Og hvorfor i så fald?
Ydermere siger rygterne, at udvalg og forvaltning forsøger at holde denne beslutning hemmelig så længe som muligt?
Er dette rigtigt? Hvis ja, synes I så, at det er i overensstemmelse med almindelig demokratisk praksis? Som vi hører det, så skulle grunden være, at der ikke skulle være tid til at arrangere protester imod denne beslutning, hvis den først bliver offentliggjort lige før sommerferien.
Jeg synes, at I må komme frem af busken og enten afvise disse rygter eller bekræfte dem. Det er ikke sjovt for forældrene til eleverne i de to 6. klasser ikke at vide, om de er købt eller solgt.
Kommentarer