Karise

Læserbrev: Venstre på landsplan er velkendte

fn_debat_Rene_Tuekaer

Vi er ikke uenige om, at valgene skal vindes mellem valgene. Derfor har Borgerlisten også fulgt sit husstandsomdelte valgprogram fra sidste valg, hvor denne byrådsperiode begyndte.

Svar til Lars Juul Andersen, indsendt af René Tuekær, spidskandidat og gruppeformand for Borgerlisten.

Vores udgangspunkt var en positiv invitation til en ny spidskandidat for et stort landsdækkende parti, som Venstre, men der var tilsyneladende intet nyt. Det er dog op til valgene, at man informerer og debatterer, hvad skulle en valgkamp ellers buges til.

Da Lars Juul Andersen er i tvivl om Borgerlistens politik kan jeg nævne, at vi ikke ønsker en asocial skolepolitik, hvor elever bliver tvunget til skoleskift udelukkende af økonomiske årsager. Derfor har vi stemt imod denne skolepolitik. I et lidt større perspektiv, som bør interessere alle politikere betyder denne skolepolitik, at Faxe Kommune angiveligt bliver fravalgt som tilflytter kommune, og det betyder færre skatteindtægter samt på sigt en mindre attraktiv kommune. Ellers vrimler det jo ikke med sager, hvor vi er imod, som Lars Juul Andersen åbenbart ønsker at indikere. Ligeledes ønsker Borgerlisten, at understøtte de lokale tiltag i vores lokalsamfund, som ikke kan dikteres fra Christiansborg. Endelig ønsker vi anlæggelse af flere cykelstier og ikke mindst mellem Rønnede & Faxe. Endelig ønsker vi en erhvervspolitik, som skal styres af erhvervslivet og ikke Faxe Kommune. Jeg kan sagtens give flere eksempler.

På vores nyligt afholdte opstillingsmøde talte vi skam politik, hvad skulle vi ellers tale om, men som alle andre politiske grupper skal politikken ud i et større forum og til debat.

Ja – vi er ikke altid enige med specielt SF og i mindre grad socialdemokraterne, men vi har levet op til, hvad vi lovede, at stemme for borgmestervalget, da den tid var samt at være konstruktive, når det årlige budget skulle debatteres og vedtages. Vi har en selvstændig politik i forhold til andre politiske grupper, hvad jeg antager, ligeledes gælder for andre politiske grupper.

Venstre har ikke været mere konstruktive eller det modsatte i denne valgperiode end de øvrige politiske grupper. Jeg konstaterer med overraskelse, at der ikke er noget nyt.

Kommentarer