Vi skal understøtte kommunens erhvervsliv
![](https://faxenetavis.dk/wp-content/uploads/sites/2/2011/12/debat_logo.jpg)
Læserbrev: Faxe Byråd skal torsdag den 15. december 2011 beslutte om Royal Unibrew skal have lov til at købe deres egen spildevandsledning.
Af borgmester Knud Erik Hansen
Hvis bryggeriet får lov, vil de fremover kun skulle finansiere deres egne udgifter til transport af spildevand, og kan nøjes med at betale Faxe Forsyning for selve rensningen. Det får dog den konsekvens, at de øvrige forbrugere i så fald vil komme til at betale ekstra, da området samlet set skal hvile i sig selv.
Principielt kan Faxe Byråd vælge at sige nej, men det vil være en kortsigtet løsning. Alternativet er, at bryggeriet i stedet kan vælge at bygge deres eget renseanlæg, og det vil betyde et markant større tab for de tilbageværende forbrugere. Royal Unibrew er en stor vandforbruger og bryggeriet står dermed stadig bag en betydelig indtægt til Faxe Forsyning, også selvom de kun skal betale for at få renset deres spildevand. Ved at sælge spildevandsledningen vil Faxe Forsyning desuden få en markant engangsindtægt, som kan anvendes til at forbedre og udvikle områdets kloaksystemer. Til glæde for de resterende forbrugere.
Mit bud er derfor, at vi skal sige ja og gå med i front, for i fællesskab at lægge fundamentet til en sund erhvervsudvikling. Vi skal ikke blot tiltrække nye virksomheder, men også fastholde dem vi har. I det lys er det afgørende, at vi forstår at samarbejde og understøtte erhvervslivets vækst. Det gør vi ikke ved at begrænse vores virksomheder i at udnytte de muligheder, som loven tilbyder. En sund erhvervsudvikling er fundamentet for at sikre både arbejdspladser og skatteindtægter i vores velfærdssamfund.
Det har været fremme, at den gevinst som Royal Unibrew vil få, i stedet burde gå til Faxe Kommunes skoler. Men det kan man ikke. Faxe Forsyning er en selvstændig virksomhed, og der må ingen sammenhæng være mellem forsyningsvirksomheden og kommunens drift af skoler, institutioner eller ældrecentre. Det er derfor ikke midler, som vi kunne have valgt at bruge på anden vis.
Kommentarer