Haslev

Læserbrev: Vi vil have et valg!

debat_logo

Vi i forældrerådene i Haslev Menigheds Daginstitutioner (HMDI) er meget kede af, at læse i de budgetforslag som Faxe Kommunes administration har fremlagt, at vores institutioner endnu engang er lukningstruede

Et af de mange reduktionsforslag omhandler, at man vil opsige driftsaftalen med alle de selvejende institutioner, og flytte alle børnehaver, fritidshjem og øvrige dagpasning i kommunen ind på skolerne med virkning fra 1. august 2015.

Det er vi ganske enkelt ikke interesserede i og er selvsagt meget frustrerede over, at vi bliver indskrænket i vores valgfrihed!

Vil Byrådet flå vores børns hverdag i stykker ved at flytte børnene over i Kommunale Børnehuse og SFO ordninger, som tvinger dem til at opholde sig i et skolemiljø hele dagen, i stedet for at få et fysisk miljøskifte til et eventyrligt sted, hvor børn får lov til at være børn og får lov til at folde sig ud i et miljø der ikke minder om skolen. Det er ikke mindst vigtigt for børn, der har vanskeligheder i skolen og ikke finder deres stærke sider her.

Vi forældre med børn på Fritten på Sofiendalsvej og på Troelstrupgård, har taget et aktivt tilvalg af netop disse institutioner ud fra referencer, personlige erfaringer samt intuition.

Det vi vægter højest, er at vores børn oplever et miljøskifte, som de oplever ved at gå fra skolen og over til et sted, hvor de kan udfolde deres kreative evner.

I HMDI-regi ligger det meget på sinde, at ikke 2 dage er ens. Der arrangeres udflugter, koloniture og mange andre spændende tiltag for at sætte kulør på børnenes hverdag.

Fra forældresiden, anser vi dette for at være nogle unikke tilbud, som de kommunale institutioner ikke tilbyder.

Vi har talrige eksempler på forældre, som har været omkring flere institutioner i kommunen, for at ende hos HMDI og aldrig vil overveje at flytte deres børn – vi siger ikke, at HMDI har de bedste institutioner i kommunen, det må andre vurdere. Vi siger, at HMDI har de bedste institutioner for os, som aktivt har valgt at vores børn skal gå her og vi bliver dagligt bekræftet i dette, når vi henter og bringer vores børn.

Vi føler, at Haslev vil blive et meget fattigere sted for børn og unge, hvis de selvejende institutioner bliver tvunget til at lukke. Derudover mener vi heller ikke, at det er den rigtige måde at tiltrække flere ressourcestærke borgere til byen på.

Vi er kede af at vores institutioner, som er så højt værdsat af vores skønne børn, vores skønne pædagoger og alle os skønne forældre på den måde negligeres. Vi er også kede, at vi allerede har sagt farvel til alt for mange gode og meget vellidte medarbejdere over de sidste par år grundet besparelser og vi vil gerne kunne sikre at moralen hos de tilbageværende kan forblive høj!

Den konstante snak om nedskæringer tærer på de daglige ressourcer og vi føler ikke det er fair for vores ledelse, pædagoger og børn! Lad os nu blive enige om en længerevarende løsning, så vi kan få ro på – vi tror på at dette alene vil kunne spare midler og øge effektiviteten.

Vi mener at HMDI har så meget at byde på, at vi meget hellere vil indbyde til dialog vedr. hvordan HMDI kan understøtte en om muligt endnu bedre pasningsløsning, set både med økonomiske øjne, men specielt med vores børn for øje.

Vi er ikke naive, vi ved godt at børnetallene i kommunen generelt er faldende, vi ved godt at kommunen fattes midler – vi be’r ikke om mere, vi ønsker blot at udfordre hvordan vi i fællesskab kan få mere ud af børne- og ungeområdet uden blot at tage en passiv tilgang om nedskæring. Det er vores børn vi snakker om – den går ikke venner!

Vi håber i vil tage dialogen op med os – for vores børns skyld – vi er overbeviste om at vi i samlet flok kan finde en løsning, som tilgodeser alle parter.

Indsendt på vegne af de samlede forældreråd i HMDI

Rasmus Willendrup, Formand for forældrerådet på Fritten på Sofiendalsvej

Allan Thalmar Andersen, Formand for forældrerådet Børnehaven Troelstrupgård

 

Kommentarer