Haslev

Landdistrikterne får mest ud af fradrag

Beskæftigelsesfradraget og det nye jobfradrag, som blev indført som en del af skatteaftalen i 2018, gavner danskere i hele landet. Nye tal fra Skatteministeriets Aktuelle Skattetal viser, at de to fradrag særligt har positiv betydning for lønmodtagere, der bor i kommuner uden for de store byer.

Beskæftigelsesfradraget og det nye jobfradrag giver den største gevinst til lønmodtagere i landdistrikterne. Eksempelvis har borgere i en række jyske og fynske kommuner den største relative gevinst af beskæftigelsesfradraget, som i gennemsnit udgør mere end 2 pct. af indkomsterne, svarende til ca. 4.000-5.400 kr. i gennemsnit. Det viser nye tal fra Skatteministeriets Aktuelle Skattetal.

– Det skal kunne betale sig at arbejde – det har regeringen sagt fra dag ét. Regeringens politik har virket. Vi har fået flere i arbejde. Beskæftigelsen når nye højder, og en af årsagerne er, at det bedre kan betale sig at arbejde i dag, end det kunne før den borgerlige regering tog over i 2015. Samtidig kan vi se, at det er borgere uden for de større byer, der har størst gavn af job- og beskæftigelsesfradragene, hvilket er godt for et Danmark i bedre balance, siger skatteminister Karsten Lauritzen.

Ser man på den kommunale fordeling af beskæftigelsesfradraget, er det særligt personer, som bor i landdistrikterne, som i gennemsnit har størst relativ gavn af fradraget. Det afspejler bl.a., at fradraget er målrettet beskæftigede med relativt lave arbejdsindkomster.

Siden beskæftigelsesfradraget blev indført af VK-regeringen i 2004, har skiftende blå og røde regeringer flere gange hævet fradraget. Senest i forbindelse med skatteaftalen Lavere skat på arbejdsindkomst og større fradrag for pensionsindbetalinger mellem VLAK-regeringen og Dansk Folkeparti fra 2018.

Samme tendens viser sig for det nye jobfradrag, som ligeledes er målrettet personer med relativt lave arbejdsindkomster, og som blev introduceret som en del af skatteaftalen i 2018. Ligesom beskæftigelsesfradraget har jobfradraget således gennemgående størst betydning i en række landdistrikter og mindre betydning særligt i Hovedstadsområdet og kommunerne nord for København.

Kommentarer