Leestrup

Landmand opfordrer til at beskære ud til vejen

Leestrup: Lokal landmand opfordrer beboerne i Leestrup og omegn til at beskære hække, buske, træer og læhegn ud mod vejene.

Jan Stenager Hansen der driver landbruget Stenagergaard på Skovholmvej i Leestrup har en opfordring til sine naboer i og omkring Leestrup.

– Nu er det snart tid til at markerne skal høstes, det betyder at vi skal køre rigtigt meget på vejene med store maskiner. Vejene i og omkring Leestrup er vanskelige og farlige at køre på, da der rigtig mange steder ikke bliver beskåret, hække, buske, træer og læhegn, og slet ikke op i 4 meters højde, udtaler Jan Stenager Hansen og han fortsætter:

– Det giver dårlige oversigtsforhold og farlige situationer når lastbiler, busser og landbrugsmaskiner, skal trække over i modsatte side af vejen for ikke at få revet spejle og lygter af.

– I vil kunne gøre trafikken mere sikker, hvis I klipper ind til de lovpligtige 3 meter op i højden over rabatten og 4 meter over vejbanen. Mange steder er der ikke nogen rabat mere, da beplantningen har bredt sig, afslutter Jan Stenager Hansen.

Kommentarer