Landsstævne i military i Haslev på søndag
![](https://faxenetavis.dk/wp-content/uploads/sites/2/2011/07/mia_hastrup3.jpg)
Haslev Køre- og Rideforening slår søndag den 21. august 2011 dørene op til det første militarylandsstævne i klubbens historie
Haslev Køre- og Rideforening er klar til landsstævne i military, der afvikles søndag d 21. august på Stengårdens arealer på Grønhøjsgårdsvej 4 i Haslev. Alle sejl er sat til og der meldes fuldt hus med godt 100 starter til landsstævnets fem pony- og hesteklasser, hvor rytterne igennem de tre discipliner i dressur, springning og terrænridt på en dag. Der er anlagt en helt ny terrænbane med 17 nybyggede forhindringer, hvoraf et nyt vandspring alene har anlægsudgifter for ca. 40.000 kr. Dressuren starter kl. 8 og første rytter går i terrænet kl. 13.30.
” Vi er meget taknemmelige over i år at have fået flere vigtige sponsorater blandt andre fra Fonden Præstø Brand og SuperBrugsen Herfølge. Dertil kommer et passioneret og sammentømret hold af erfarne stævnearrangører, frivillige hjælpere og arbejdsomme banebyggere, der bruger mange lange aftener i Stengårdens skovarealer lidt uden for Haslev på Sydsjælland. Ellers kunne det her slet ikke lade sig gøre.” siger den stolte formand for klubben, Lea Toftegaard Weisdorf til Faxe.nu
Ægteparret Karin Semberlund og Peder Hastrup er stævnets helt centrale bærende kræfter, og det har de øvrigt været siden Haslev Køre- og Rideforening begyndte at afholde endagsmilitarystævner i 2000. Siden er antallet af starter steget år for år.
” Denne intensitet i afviklingen har givet os en stor rutine og stærk organisering blandt det frivillige, der kan arbejde på egen hånd,” fortæller Karin Semberlund, der ud over være overdommer på stævnet også er holdkaptajn for ponylandsholdet i military.
Til start kommer bl.a. klubbens nordiske mester Mia Irene Hastrup og ponyrytteren Mette Rise Christiansen. Alderspræsident ved stævnet er den 72-årige Næstved rytter Johan Iversen, der stadig befinder sig i toppen af dansk military.
Alle er velkomne til at følge den spændende duel i alle ridesportens tre discipliner og man kan købe mad og drikke i klubbens cafeteria.
Mere info fås hos: formand Lea Toftegaard Weisdorf, tel 22 28 43 82 /lea@hkrnyt.dk eller overdommer Karin Semberlund, tel 51 90 39 37 / staldshja@email.dk
Kommentarer