Lars Folmann, den åndelige habitus og kagedåsen
Et kort indlæg fra mig hvor jeg ærgrer mig over, at der endnu en gang er fundet sprøjterester i vores drikkevand, har åbenbart fået en højtplaceret DF kandidat op i det røde felt.
Indsendt af Lars Christensen. Byrådsmedlem Enhedslisten
Hr. Lars Folmann har, mens han gennemgår mine politiske poster, også fået plads til både at vurdere min åndelige habitus samt tildele mig ansvaret for en række beslutninger i kommunen.
Først vil jeg dog takke Lars Folmann for kun at kalde mig dum og uvidende og ikke bruge ordet tølper, som er det udtryk Lars Folmann har brugt over for en anden politiker i Faxe kommune.
1) Lars Folmann giver mig ansvaret for at Faxe Forsyning har overløb til vores vandløb.
Som kommunens repræsentant i Faxe Forsyning og som Enhedslistens repræsentant i byrådet har jeg kæmpet for at FF havde de økonomiske muligheder (via taksterne) for bedre at kunne separere regn og spildevand. Ingen støtte fra DF hertil.
2) Jeg har ansvaret for at lokale landmænd har fået forurenet jord lagt ud på deres marker.
Enhedslisten går ind for de jordforbedrende tiltag. Det er lige så indlysende, at Enhedslisten er parat til at komme efter dem der begår ulovligheder.
3) Det at jeg sidder i Faxe forsynings bestyrelse med deraf følgende honorar, skulle få mig til at tage “forkerte” beslutninger. Hvordan er det nu lige med det at have fingrene i kagedåsen.
I Enhedslisten har flere tiltag der skal forhindre de såkaldte ” levebrødspolitikere”. Vores fuldtidspolitikere får løn som en faglært metalarbejder i København. Enhedslisten har ligeledes rotationsprincip, der gør at vores politikere kommer ud i det virkelige liv.
Hvordan er det så med ” kagedåsen” i DF. DF er om nogen det parti hvor det flyder med dobbeltmandater. Medlem af både folketing og byråd er ingen hindring. Den helt store “kagedåse”, nemlig EU’s har også haft DF’s store opmærksomhed. Tænk bare på EU Parlamentsmedlemmet Morten Messerschmidt.
Kommentarer