To lastbiler kolliderede på motorvejen

Rønnede: To lastbiler kolliderede sent tirsdag aften på Sydmotorvejen cirka to kilometer syd for Rønnede
Tirsdag den 23. september klokken 23:05 blev Faxe Brand og Redning kaldt ud til en alvorlig ulykke på Sydmotorvejen i sydgående retning, cirka to kilometer syd for afkørsel 37 Rønnede. Meldingen lød på færdselsuheld med fastklemte.
En lastbilchauffør, der kom kørende i sydgående retning, havde overset en havareret lastbil, der holdt i nødsporet og var braget ind i den parkerede lastbil med stor kraft. Chaufføren blev fastklemt ved uheldet, men slap stort set uskadt fra kollisionen.
– Chaufføren fik kun en flænge over øjet. Det er billigt sluppet. Meget billigt sluppet, konstaterer vagtchef Søren Østervig fra Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi. Det skriver Ekstrabladet.
Chaufføren fra den anden lastbil og en mandlig passager, havde forladt den havarerede lastbil, inden kollisionen. Chaufføren på vejen blev dog ramt eller snittet af lastbilen, så han måtte også en tur på hospitalet.
Ifølge Ritzau, var den en af de tre mænd rumæner.
Den voldsomme kollision medførte store materielle skader på begge lastbiler og den ene trailer blev stort set splittet ad. Desuden blev både gods og træpaller spredt ud over alle tre vognbaner, så motorvejen var helt spærret i sydgående retning, i næsten fem timer.
Politiet rekvirerede en skiltevogn, der skulle lede trafikken væk fra motorvejen ved afkørsel 37 Rønnede. Men det var ikke alle der respekterede afspærringen.
Det fik politiets vagtchef til at komme med en opfordring på Twitter: Trafikanterne anmodes om at respektere afspærringen på Syd MTV ved Rønnede. Kør ikke forbi skiltevognen. LIVSFARE!!
Først lige før klokken fire åbnede motorvejen igen, men kun i to spor. Der holder stadig en smadret lastbil i første vognbane/nødsporet. Politiet har sat en hastighedsbegrænsning på 80 kilometer i timen forbi uheldsstedet. De regner med at lastbilen bliver bjerget i løbet af onsdagen.
Kommentarer