Lavede 500 liter æblemost i Miniparken i lørdags
Faxe Ladeplads: Faxe Ladeplads Borger- og Erhvervsforening havde i lørdags inviteret til åben æblepresning for alle
Æblepresning i Faxe Ladeplads Minipark lørdag den 27. oktober var en dejlig oplevelse. Vejret var frostklart og solen skinnede på det ufatteligt smukke efterårslandskab. Selv temperaturen steg til sommerlunt.
Faxe Ladeplads Borger- og Erhvervsforening havde sørget for at FLF, Faxe Landsbyforums effektive presseanlæg var kommet til Miniparken i Faxe Ladeplads.
Det var der sandelig opbakning til. Familierne kom kørende med biler og trailere fulde af æbler og gik i gang med at lave most. Det gule hakketårn og pressemaskinen kørte i lidt over 2 timer med et imponerende resultat: 500 liter lækker økologisk æblemost til at drikke, fryse ned eller lave æblecider af.
Ind imellem hyggede familierne sig. Sigrid på syv stod tålmodigt på sin omvendte kasse og smed æbler op i hakkebakken. Andre spillede minigolf med hinanden, deres forældre og bedsteforældre eller udvekslede erfaringer og invitationer.
– Og det bedste af det hele er, at der er vilje til både at dele og tage medansvar. Til næste år har vi en fin ny ”pressegruppe” til at tage sig af det praktiske. Og på FLF´s årsmøde den 20. marts skal vi nyde smagsprøver af most og cider. Jo, det var sandelig fuld udfoldelse af landlivets sunde glæder – som man kun kan opleve det i Danmarks Ressourcerige, fortæller Hanne Løkke Winther, Formand for FLF.
Kommentarer