Ledigheden er faldet blandt kommunens fleksjobbere

Jobcenter_Faxe

Faxe Kommune: Der er sket et markant fald i ledigheden blandt fleksjobbere i Faxe Kommune

Der er godt nyt for Faxe Kommunes 550 fleksjobbere. Hvor ledighed tidligere har været et stort problem, er det nu lykkedes Jobcentret at knække kurven. Ved indgangen til 2013 var ledighedsprocenten 37, men ved årets slutning var ledigheden faldet til 28 procent.

Afdelingsleder Lone Piil forklarer, at det i 2013 lykkedes at få aftaler om 104 nye fleksjob, hvilket er mere end en fordobling i antallet af nye fleksjob i forhold til tidligere år.

– Det er reformen af fleksjobordningen, som gør det muligt at oprette fleksjob på få timer, der er årsagen til de mange nye fleksjob. Hele 65 fleksjob er oprettet på 10 timer eller mindre i 2013. Tidligere skulle arbejdsgiver typisk betale løn for 37 timer, men kunne maksimalt få 2/3 af lønnen refunderet af kommunen. I praksis var det derfor nærmest umuligt at få folk i fleksjob på under 12 timer om ugen. Med den nye ordning, har vi borgere i fleksjob både én og to timer om ugen, fortæller Lone Piil.

Starten på 2014 ser også godt ud. Jobcentrets Fleksjobteam har allerede fået aftaler om 25 nye fleksjob i land her ved udgangen af februar. Afdelingsleder Lone Piil håber, at ledighedsprocenten blandt fleksjobbere i Faxe Kommune vil komme under 25 procent i 2014 og derved være tæt på landsgennemsnit.

Fleksjobreformen har gjort det meget nemt for arbejdsgivere at ansætte fleksjobbere. Hvor arbejdsgiver tidligere skulle søge kommunen om tilskud, skal arbejdsgiver nu blot udbetale løn for det antal timer, fleksjobberen arbejder effektivt. Kommunen supplerer lønnen med et fleksløntilskud, mens fleksjobberen kan beholde en del af lønnen uden modregning i ydelsen.

Kommentarer