Haslev

Legens Dag hos FDF Haslev lørdag

legens_dag_fdf_2012

Haslev: FDF Haslev inviterer alle legeglade sjæle til en dag fyldt med leg næste lørdag

FDF Haslev er med, når store og små FDFere i hele Danmark inviterer børn i alle aldre til Legens Dag lørdag den 6. september.

Sidste år tog tusindvis af børn og deres forældre del i legen, da langt over 100 FDF-kredse inviterede til Legens Dag, og i år er FDFerne klar igen rundt om i landet.

Til Legens Dag vil der være masser af forskellige lege og aktiviteter på programmet, og vanen tro har FDFs legeeksperter skabt en helt ny leg specielt til Legens Dag. Mød op og prøv legen FlipFlapFange – en fangeleg, hvor det handler om at kunne samarbejde.

FDF har stor erfaring med at opfinde lege. Faktisk har FDF gennem tiden samlet mere end 1.000 lege i FDFs store legedatabase, som man enten kan finde i Legedatabasen på FDF.dk eller hente som app til iPhone eller Android telefon.

Således er leg også en fast del af de ugentlige aktiviteter i FDFs 380 kredse, og leg og fantasi er en vigtig del af FDFs værdigrundlag. Det sætter FDF fokus på gennem den årligt tilbagevendende Legens Dag.

– I FDF er legen mere end leg. Verden bliver større, når vi gennem leg og udfordringer udvikler vores evner til at indgå i forpligtende fællesskaber. Gennem leg udfordrer vi vores kreativitet, opfindsomhed og samarbejdsevner – alt sammen noget, som vi mener, er vigtige egenskaber at have med sig gennem livet, siger FDFs generalsekretær Morten Skrubbeltrang.

Det er gratis at deltage.

De lokale FDFere står klar til at lege fra klokken 10 til 13.00 lørdag den 6. september ved F-huset, Bregentvedvej 42 i Haslev.

Foto: Asbjørn Laurberg

Kommentarer