Lidt om den videre proces for vindmøllerne
![](https://faxenetavis.dk/wp-content/uploads/sites/2/2011/06/Vindmoeller.jpg)
Faxe Kommune informerer her om den videre proces for vindmølle-planlægningen ved Turebylille
I den seneste tid har der været en del læserbreve samt indlæg på blandt andet Facebook om vindmøllerne ved Tureby. Der har været mange kommentarer imod vindmøllerne, og enkelte steder har der stået noget om den videre procedure.
Det sidste har givet anledning til, at kommunen nu vælger at orientere om det videre forløb.
Den offentlige høring om vindmølleplanen ved Turebylille udløb i går onsdag den 16. januar.
Der er indkommet 40 indsigelser og bemærkninger mod projektet, her i blandt et brev med 170 underskrifter imod projektet.
En indsigelse fra Naturstyrelsen betyder, at Faxe Kommune skal i dialog med styrelsen, inden planen kan sendes til politisk behandling i byrådet.
De øvrige indsigelser er endnu ikke nærlæst, men en første gennemgang viser, at mange handler om støj, skyggekast, landskab, helbred samt sikringen af levesteder for rød glente og flagermus. Kommunen takker for den store interesse, der er udvist omkring projektet.
Kommunens administration går nu igang med at læse de mange høringssvar. Alle breve bliver samlet i en hvidbog, der skal indgå i byrådets endelige behandling af planen. Administrationens opgave er at rådgive politikerne i byrådet og kommentere de enkelte indsigelse i forhold til planens indhold og lovgrundlag iøvrigt.
Når sagen er klar til politisk behandling, vil den begynde i Erhvervs- og Kulturudvalget – og derfra gå via Økonomiudvalget til Byrådet.
Den endelige behandling forventes at ske i marts måned.
Hvis byrådet vedtager vindmølleplanen endeligt, skal den offentlig bekendtgøres med fire ugers klagefrist, og kommunen skal udarbejde blandt andet en VVM-tilladelse, hvilken der også vil kunne klages over til Natur- og Miljøklagenævnet.
Kommentarer