Lisa fra MSG Haslev er i finalen i Unge Forskere
Karise/Haslev: Lisa Storm Smedegaard fra 3.b på Midtsjællands Gymnasium i Haslev netop gået videre til finalen i konkurrencen Unge Forskere.
Kan man hjælpe mennesker, der lige har fået konstateret diabetes (sukkersyge), til at undgå medicin ved at træne dem ved hjælp af e-mails, et særligt trænings-ur og et personligt træningsforløb?
Med denne idé er Lisa Storm Smedegaard fra 3.b på Midtsjællands Gymnasium i Haslev netop gået videre til finalen i konkurrencen Unge Forskere.
Finalen finder sted 24. til 26. april i Forum i København, hvor der er mulighed for både at vinde pengepræmier og rejser til tilsvarende konkurrencer rundt om i verden.
At vinde ville være dejligt, men det er ikke det vigtigste, siger Lisa:
– Jeg har allerede besluttet at køre mit forskningsprojekt videre efter sommer, så jeg tager først og fremmest til finalen for at få tips og råd til at få pudset mit projekt af, siger Lisa.
Selv om hun snart skal til de afsluttende eksaminer i 3.g, er hun allerede på vej til at forberede næste fase af sit forskningsprojekt. Der skal skaffes penge, mange penge, og hun skal have kontaktet en masse praktiserende læger, der kan hjælpe hende med at samle en tilpas stor gruppe forsøgspersoner med nyopdaget type 2 diabetes.
Forsøgspersoner i Lisas projekt skal alle udstyres med et såkaldt Polar-ur, der hele tiden registrerer, hvordan og hvor meget de bevæger sig. De skal så følge de træningsprogrammer, som Lisa lægger i samarbejde med dem, og ved hjælp af uret kan hun hele tiden følge med i deres aktiviteter, selv om hun befinder sig et helt andet sted.
– Det handler om at kunne forøge sin insulin-følsomhed ved hjælp af træning. Men den vigtigste del af forsøget er at afklare, om man kan få træningen til at fungere med langdistance-supervision, fortæller Lisa.
Hun begyndte at udvikle sin ide, da hun i 2. g kom med i Projekt Forskerspire, hvor man i samarbejde med en rigtig forsker skal udarbejde et færdigt forslag til et forskningsprojekt. Projekt Forskerspire foregår i fritiden, og der skal lægges mange arbejdstimer i det for at lykkes. Dog valgte Lisa at arbejde med samme emne i sit Studieretningsprojekt (SRP), hvilket da også endte med topkarakter.
Klassekammeraterne ved ikke alle sammen, hvad det er, Lisa har brugt så meget fritid på.
– Det er ikke noget, jeg har snakket så meget om. Det er måske også lidt fjernt for mange af dem, siger hun.
Til gengæld har hun rådført sig med en af MSGs tidligere finaledeltagere, Jeppe Kjærgaard Larsen, som i 2013 var i Hong Kong med Unge Forskere for at fortælle som sit projekt.
Lisa bor i Store Spjellerup nær Karise, og før hun begyndte på gymnasiet, havde hun egentlig regnet med at skulle være politibetjent efter studentereksamen. Men da hun, tilskyndet er nogle af hendes lærere, kom med i Projekt Forskerspire, åbnede der sig en helt anden verden for hende, og nu tænker hun mest på at studere molekylærbiologi.
– Det var især efter at jeg havde været ind på Rigshospitalet og besøge min forsker. Da fandt jeg ud af, at forskerne var nogle fantastisk søde mennesker, og at de arbejdede et dejligt sted. Hele den måde at tænke og arbejde selvstændigt på, tiltaler mig virkelig meget, siger hun.
Hvis man er praktiserende læge, som har lyst til at hjælpe hende med at finde frem til forsøgspersoner, kan man skrive til hende på e-mailen lisastormsmedegaard96@hotmailcom, eller via hendes facebookside.
Kommentarer