Lisbeth Drent udstiller på sundhedscentret

lisbeth_drent

Faxe: Billedkunstneren Lisbeth Drent fra Faxe Ladeplads er månedens kunstner på Faxe Sundhedscenter

Lisbeth Drent fra Faxe Ladeplads udstiller på Faxe Sundhedscenter frem til den 27. juni.

Lisbeth Drent har malet siden 1985 og hendes baggrund er mange års uddannelse, suppleret med inspirerende kurser indenfor formgivning, farvelære, komposition og tegning.

Malerierne er udført i akryl på lærred og med en struktur i form af krøllet papir, aske, sand, strukturpasta eller meget andet. Efter tørring bliver der malet med akrylfarver og Lisbeths foretrukne farvenuancer er naturens jordfarver. Der suppleres ofte med desuden oliestifter, kul, tusch og hvad billedet ellers indbyder til. Når der er lavet baggrund og farverne er ok, bliver motivet malet på til sidst.

– Mine malerier begynder ofte med en idé, som hurtigt bliver skitseret og skaber grundlaget for selve maleriet. Det udvikler sig ofte undervejs og derfor ender malerierne ofte med et helt andet resultat, fortæller Lisbeth Drent og hun fortsætter:

– Jeg bliver inspireret af den natur, jeg så rigt er omgivet af hvor jeg bor, med strand, vand og træer. Men også mennesker, hvor croquis er min foretrukne teknik, hvor jeg forsøger at overføre mine hurtige kultegninger og akvarel skitser til lærred.

– Abstrakt kunst bliver også mere og mere mit udtryksmiddel. Det kræver ikke så meget forberedelse, men er, for mig, en langt større og sværere udfordring, da der ikke er faste holdepunkter med løse skitser, afslutter Lisbeth Drent.

Udstillingen med Lisbeth Drents malerier kan ses frem til fredag den 27. juni på Faxe Sundhedscenter.

Kommentarer