”Liv i Ladepladsen”: De gode idéers aften
Faxe Ladeplads: For to uger siden da der første gang var “Liv i Ladepladsen” genlød Hylleholt Skolens blok C af lysten til at løfte i flok
Over 90 personer deltog mandag den 3. juni i det første møde om “Liv i Ladepladsen”.
Håbet er at de har spredt det gode budskab om, at det er sjovt at tænke store tanker, men endnu sjovere, at finde nogen at arbejde sammen med, om at gennemføre de store tanker og de små vellykkede forbedringer af livet – i byen mellem de grønne skove og den blå bugt.
Læs også: Stor interesse for at skabe “Liv i Ladepladsen”
Onsdag den 19. juni afholder Liv i Ladepladsen” det andet såkaldte sammenskud. Med mødested i en pavilion på Gefion Pladsen er der chance for at hele bymidten genlyder af koncentreret snak og summen og høj latters rungen. Det bliver spændende at se, hvilke idéer de finder på og hvilke de med gode venners hjælp får gennemført – i byen mellem de grønne skove og den blå bugt.
– Ofte sker der jo ellers det: Man får en idé på vej hjem fra genbrugspladsen, eller når man er på stranden med hunden. Eller også bliver man irriteret over hvorfor f…. “de andre” har indrettet alting så dumt. De skulle jo bare lige gøre… , udtaler Marie Nobis Israelsen fra aktionsgruppen. Og hun fortsætter
– Ja, de skulle bare lige tage at komme til “Liv i Ladepladsen” onsdag, hvor de kan finde ud af, om andre vil arbejde med på deres idé. De kan møde nogen, der kender nogen, der har det helt rigtige fiskergrej, computerprogram, lokalkenskab – eller hus!
– For ja, forresten er det også onsdag man kan se Borgerhuset første gang og dét skal nok sætte gang i en masse gode idéer til kommende aktiviteter. Det er heldigvis et rummeligt hus så det skal nok komme til at passe godt til både de sprælske og de sindige.
Læs også: Åbent hus i det nye kulturhus den 19. juni
Arrangemenet finder sted onsdag den 19. juni på Gefion Pladsen (overfor Statoil). Der er Café fra klokken 16, snak og arbejde i mindre grupper fra klokken 17. Spisning klokken 19 i Mini-Byen. Mad koster 20 kroner per mund. Man er velkommen til café og mad uden at deltage i arbejdet.
Læs også: ”Liv i Ladepladsen” inviterer til sammenskud på onsdag
Fakta:
“Liv i Ladepladsen” er fællesbetegnelsen for 3 folkemøder i Faxe Ladeplads hen over sommeren 2013. Initiativet kommer fra en lille gruppe af borgere, der ud over deres personlige engagement i denne sag også er aktive i nogle af byens mange foreninger. Initiativgruppen består af Pia Jønsson, Marianne Bøyesen, Bent Bertram, Lis Pedersen, Almer Simonsen, Lykke Kjær og Marie Nobis Israelsen. De formulerer deres ønsker til initiativet som “noget om” at støtte fællesskab og hjælpe til med borgerdrevne initiativer.
Når det sidste møde er holdt i september opløser gruppen sig selv, med håbet om at have bidraget til samarbejde, virkelyst og lidt mere “Liv i Ladepladsen”.
Kommentarer