Livskvalitet i seniorlivet
Vi er ikke ens – og det er seniorer heller ikke. Men uanset, så skal der være et værdigt tilbud når der er behov for pleje. Nærværende pleje. Vi kan gøre meget for at udsætte behovet for hjælp.
Indsendt af Michael Rosendahl, nummer 2 på Venstres liste, Troelstrupvej 3, Haslev.
Forebyggende indsats kommer dobbelt tilbage. Forebyggelse er vigtigt hele livet igennem, men især i seniorlivet. En god forebyggelse kan sikre en højere livskvalitet.
I det nye byråd skal forebyggelse opprioriteres, så vi kan give flest mulige seniorer et værdigt og aktivt liv. Kvalificerede medarbejdere skal støtte seniorer til et liv som selvhjulpne.
At være pårørende til den syge kan være hårdt. Når demens rammer, så rammer den også ægtefællen. De pårørende skal huskes i vores indsats på demensområdet.
Frivillige yder en stor indsats – ikke kun for demente – og det skal vi som kommune værdsætte. Frivilliges bidrag må dog aldrig erstatte kommunens velfærdsforpligtelser.
Vi mangler plejeboliger og derfor må vi ikke lukke døren for private aktører – før de overhoved har fortalt hvad de kan tilbyde. Vi må ikke være firkantede på løsninger, seniorer skal kunne vælge hvordan deres eget liv skal tilrettelægges. Vi er jo ikke ens!
Kommentarer